Som, hvad jeg næsten gætter på er resten af Danmark, så jeg forleden aften dokumentaren om Bonnie – eller Patricia, som hun hedder, når hun prostituerer sig – og blev, som jeg fornemmer på de sociale medier, på samme måde som så mange andre, rørt ind i mit hjerte.
I mit tidligere arbejde indenfor socialpsykiatrien har jeg mødt mange forskellige skæbner og horrible livsfortællinger og alligevel rørte dokumentaren om Bonnie mig dybt. Mest måske, fordi hun tilsyneladende havde fortrængt sin barndom, på samme måde som hendes mor forøvrigt også havde.
“Njargh, det husker jeg ikke”
Som jeg forstod Bonnie, var den eneste anerkendelse hun fik af andre voksne – eller måske havde fået hele livet – når hendes kunder fortalte hende, at hun var dejlig. Den eneste.
Tænk, at have så lidt kærlighed og anerkendelse i sit liv.
Dagen efter, læste jeg en artikel i Information, fra 2012 om Bonnie, hvor hun fortalte om, at hun så gerne ville have, at andre ikke “bare” skulle se hende som en billig luder, men også som en mor.
Hun fortalte i artiklen om, hvordan hun til sin søns fødselsdag inviterede hele klassen på McDonalds og om hvordan samtlige meldte afbud. Samtlige!
Jeg forstår godt forældrene til de børn, som meldte afbud. Jeg forstår godt, hvis de har tænkt, at Bonnies barn måske ikke var den bedste, at opbygge gode relationer til for deres børn og jeg forstår også godt, hvis de har været nervøse for, hvordan sådan en fødselsdag ville udspille sig.
Men hold kæft, hvor gør det mig ked af det at læse.
Tænk, at være det barn, hvor ingen, ingen gider komme til fødselsdag. Det må være forfærdeligt! Ikke nok med at det barn har en mor der formentlig er svært udfordret på mange måder, men fandme så, om ikke også alle de andre børn (og forældre!) i klassen vender ryggen til. Det må være ganske, ganske forfærdeligt at være i det barns krop. Og følelsen af at være forkert og ikke at være god nok, må være til at få øje på.
Derfor skal vi tage ansvar!
Vi, med almindelige jobs, værdier efter samfundsnormerne og ikke alt for tunge lig i lasten, skal tage et ansvar overfor dem, som ikke er så heldige som os. Tænk hvis et par forældre, i stedet for at melde afbud til fødselsdagen, havde ringet til Bonnie og tilbudt at tage med. Det ville have være en håndsrækning og en kærlig anerkendelse af at et barns fødselsdag altid er vigtig; også selvom barnets mor er prostitueret. Det ville være at hjælpe de svage i stedet for at vende dem ryggen og passe sig selv.
Bonnies – eller andre belastede forældres – børn skal ikke betale prisen for deres forældres manglende forældreegenskaber eller måske rettere, vores fordomme herom. Vi er nødt til at give dem en hånd, spørge om vi må hjælpe og være med til at give de børn en bedre barndom, i stedet for at bidrage med et spadestik i det hul der er ved at blive gravet foran dem.
Jeg vil i hvert fald forsøge at huske mig selv på lige præcis Bonnies historie og forsøge at række ud, hvis jeg en dag kommer ud for en lignende situation.