Jeg legede model i Covent Garden, hvor et par studerende trendspottede mig, efter jeg med mine tømmermænd havde forsøgt at bilde dem ind, at jeg ikke forstod engelsk.
Med verdens tungeste håndbagage over skulderen vendte jeg i aftes hjem til min lille familie på Østerbro og mit venindeeventyr er slut for denne gang. Det var min første tur i udlandet uden mine børn og min første tur til London og jeg er, selvom det regnede det meste af tirsdag, solgt til stanglakrids.
Vi havde indlogeret os på dette lejlighedshotel, som var en lille smule dyrere end nogle af de omkringliggende hoteller (men stadig billigt til tre personer), men til gengæld lækkert indrettet med masser af senge, gratis kaffe og tæt på en metro, så vi kunne komme rundt i området.
Sengene var udemærkede både til at sove, hoppe og have pudekamp i.
Vi tilbragte det meste af vores første dag i området omkring Oxfort Street, som byder på en verden af både high end og high street butikker, hvor jeg i sidstnævnte fik brændt mit dankort af på en pokkers masse udsalg.
Med ømme fødder, tomme lommer og hænderne fulde af bæreposer fortrak vi til en småsnusket falafelbar, inden vi tog en slapper på hotellet og gjorde os klar til London by night.
Rock on, røde læber og klar til at være voksne uden børn i vores nye flamme, London.
Fordi vi rejste på budget, stak vi ind forbi en lokal købmand og erhvervede et par velvoksne flasker cider, som truckeren i mig fik åbnet med en lighter, inden vi satte kurs mod metroen til Soho. På vej op ad rulletrappen blev vi antastet af én af de pæneste politibetjente jeg nogensinde har set: “Are you leaving? Because then I won’t take your drinks. It’s illegal to drink here“. Fuck. Et halvt døgn i byen og allerede kriminelle. Med et smil charmerede vi os ud af kniben og sagde at vi var på vej ud – lige indtil Cecilie, I ved hende der plejer at være toptjekket med alting og som netop har lagt et indlæg ud på sin blog med endnu flere billeder fra turen, tog en ekstra tår af sin cider, lige foran den søde politibetjent. Christ! Vi trak danskerkortet, som gudskelov virkede og han lod os gå, selvom han ingenlunde – som os – kunne se det sjove i situationen.
Derfra tog vi på PizzaExpress og kørte pizza og rødvin ind i lange baner, inden vi drog ud for at opleve Soho, som vi havde hørt så meget godt om og som efter sigende også skulle være sejt på en ganske almindelig tirsdag aften.
På én eller anden måde endte vi på Admiral Duncan Pub, en lillebitte homobar, hvor jeg efter sædvane delte ud af mine erfaringer med at sluge shots fra skulderen og således befandt vi os pludselig i en fedtet forsamling, hvor den optrædende drag queen brugte mig som hovedperson i sit show. Lillebitte (hetero) mor til to fra Danmark. Tak for kaffe.
Vi fik os også lige et alvorsord efter showet – og tjek så lige ud hvor høj han/hun er! Selvom jeg kalder mig selv for lillebitte brillierer jeg trods alt med 178 cm.
Midt i showet blev en ældre, meget karismatisk kvinde lokket på scenen for at synge bondklassikeren, Diamonds are Forever, med den tårnhøje drag queen. Drag’en jokede lidt med at kvinden, da godt nok lignede hende der oprindeligt synger sangen. En joke, der ganske få sekunder senere faldt til jorden, da hele forsamlingen tabte kæben til (efterfødsels-)brysthøjde, da kvinden åbnede munden og viste sig at være hende der synger sangen. Selveste Shirley Bassey stod lige der, få meter fra os og brølede som kun hun kan.
Efter sangen gav hun både kys, kram og en sving-om og stillede gladeligt op til selfies. Hold kæft hvor var det sejt. Hvis jeg nogensinde bliver superstjerne, eller kender andre der gør, så håber jeg at blive som hende. Helt nede på jorden.
Cider, vin, shots, øl og tre trætte damer senere, slentrede vi tilbage mod hotellet, hvor vi på tilbagevejen slog et smut ind forbi en McDonalds, for at låne hvad der skulle vise sig at være et virkelig sejt toilet. To toiletter i samme rum; det ene vistnok i børnestørrelse, hvor min popo dog ganske fint kunne sidde og fællestisse med én veninde imens en anden billedokumenterede – til intern brug, ha ha. Jeg kun én gang tidligere set dobbelttoiletter som dette og sidenhen undret mig over, at de ikke findes overalt. For kvinder – eller i hvert fald kvinder som mig – er det drønsmart, fordi vi alligevel aldrig går på toilettet alene.
Morgenen efter, var vi trætte og mere end bare almindeligt glade for at være væk hjemmefra, så vi ikke behøvede at tænke på andre end os selv og vores behov. Kaffe, juice, mad, shopping og fnis over vores aften i går.
Vi tog til Covent Garden, hvor der var de fineste små butikker med alverdens fine, sjove, skøre påfund – mest gik vi efter børneforretningerne, for at få lidt småting med hjem til vores tilsammen syv børn, som vi trods alt har savnet ganske meget!
Et par unge studerende spottede mig, da jeg sad med min ene veninde i en solstribe og nød udsigten i det smukke marked. Først troede jeg at de ville sælge mig et abonnement til ét eller andet, som så mange der med en key-chain om halsen forsøger, når man går rundt på gaden i en storby. Derfor, med tømmermænd og et knebent overskud, stak jeg dem en plade om at jeg ikke snakkede så godt engelsk, hvortil de svarede at det gjorde ikke spor og at de bare gerne ville vide lidt om mit kluns og tage et par billeder. Hah! Om de måtte!? Hell yeah, når mamaschøn på 29 somre, med grå hår og smilerynker bliver trendspottet i London, skal der altså ikke meget overtalelse til at få mig til at sige ja tak. Wuhu!
Med maven fuld af lykke er jeg tilbage i København, hvor jeg har kysset mine drenge og om lidt vil tage på date med min mand, imens de små er i andres varetægt i nogle timer. Det var dejligt at være væk, dejligt at savne og nu er det eddermame dejligt at være hjemme.