I virkeligheden var det nærmest ingenting, men da jeg stod der, med en tung taske på skulderen, en indkøbspose på cyklen, som var så godt som spærret inde imellem en masse andre cykler og tabte min ene handske, betød det alverden, da en fremmed kvinde, som efter alt at dømme var ude for at lufte sin hund, bukkede sig ned, samlede handsken op og sagde: “Værs’go – det havde vist været noget af et projekt hvis du skulle have gjort det selv“.
Jeg havde lige været i Brugsen, hvor jeg var havnet ved kassen med hende den sure ekspedient, som – til trods for at jeg altid forsøger – aldrig smiler igen, når jeg stikker hende mit bedste colgate. “Hun har det nok svært” tænker jeg altid, men alligevel går det mig på. Ikke meget, men lidt. Det er så dejligt når man kan få et smil fra en næsten-fremmed, imens det modsatte kan være enormt drænende, når man gang på gang forsøger. I hvert fald for én som mig.
Derfor må den fremmede kvinde med hunden og den venlige handskegestus have bemærket mit opgivende ansigtsudtryk, da hun gik forbi mig, imens jeg i et splitsekund stod og overvejede hvordan pokker jeg skulle gribe situationen an, uden at smide hverken cykel, taske eller nyindkøbte æg ud over hele gaden. Og så hjalp hun mig. Og reddede med ét min dag, som ellers var faretruende tæt på at få et irriterende islæt kastet hen over sig. Det er trods alt første dag efter ferie.
Tak søde, fremmede dame. Flere af din slags, tak. God tirsdag til alle jer andre og tak fordi I læser med!