Jeg skal gerne være den første til at indrømme at jeg ikke er knivskarp når det kommer til vores retspolitik her i landet, men for fanden hvor bliver jeg da ked af det, når jeg læser i nyhederne, at fire drenge på 15-16 år sendes i fængsel.
De fire drenge har begået en kriminalitet, en dumhed og en umiddelbart utilgivelig handling, ved med fuldt overlæg at lave og kaste en brandbombe efter en femte dreng, som har pådraget sig forbrændinger på 20% af kroppen. Det skal der selvfølgelig tages hånd om. Selvfølgelig!
Vi kan hurtigt blive enige om, at den slags er forkasteligt, og hvis jeg havde været offerets mor, havde jeg selvklart været både rasende og hævngerrig, men derfra og så til at sende børn i fængsel, synes jeg eddermamer der er langt.
Det kan selvfølgelig godt være, at jeg har et lidt for Lucky Luke’sk syn på hvad der foregår i de danske fængsler, men umiddelbart mistænker jeg ikke, at den pædagogiske tilgang til børnene har den store positive effekt på deres helt åbentlyse mangel på empati. Jeg ved det ikke, men jeg mistænker det. Jeg mistænker faktisk, at fængslet er noget lort for børn at komme i nærheden af.
De 15-16 årlige drenge er umyndige og ikke gamle nok til at stemme, fordi vi endnu ikke stoler på deres dømmekraft; alligevel dømmer vi dem til fængsel for mangel på selvsamme, i stedet for, på en måde der er hensigtsmæssig for børn, at lære dem om (vigtigheden af) at være et godt menneske. At bruge tid og kræfter på at hjælpe dem; for jeg er ganske overbevist om, at de trænger til hjælp, hvis de skal klare sig bare nogenlunde her i livet.
Man skal ikke være et godt menneske, for at undgå straf; man skal være et godt menneske fordi man ved, at det er det eneste rigtige – og dét håber jeg eddermamer at fængslet, stik imod min forventning. kan lære de her unger. Ellers står det virkelig skidt til.