Pludselig udbrød hun, min kontorkompagnon og tætteste kollega: “Ej, hvor vildt vi har kendt hinanden i præcis et år nu“.
Et år?! Det kan sgu da ikke passe. Vi har både grinet, grædt, oprettet firma, startet kontorfællesskab, rejst, grillet, drukket og i særdeleshed danset sammen, så der kan da ikke kun være gået et år, tænker jeg.
Men jo, for ét år og otte dage siden mødtes vi – i hvert fald sådan rigtigt – for allerførste gang, SneglCille og jeg. Til pressedage nede hos Starklint, hvor der blev serveret økologiske håndbajere og veltilberedte popcorn og hvor vi, Cecilie og jeg, som vist nok de eneste i selskabet, blev en kende berusede, inden vi besluttede os for at gå videre på bodega.
Det endte vist med at blive Byens Kro, hvor jeg sidst havde været længe inden jeg fik børn og dengang jeg gerne ville imponere Thomas lidt med hvor hardcore bodega-ganger jeg var. Det er et lillebitte snusket værtshus, hvor der er flere borde, som man aldrig nogensinde kommer til at kunne sidde ved, fordi alle ved, at de tilhører nogle af stamkunderne; også på de dage, hvor de ikke er kommet derind. Okay, i realiteten ved jeg det ikke, men sådan virker det. Væggene er brune, både af nikotin og af gamle skibsbjælker og bordene er så fedtede, at det kræver sin mand – eller kvinde – at løfte øllerne, når først de er blevet sat, men til gengæld er der hyggeligt. Alle er velkomne og ingen er bedre end andre derinde og lige præcis dén stemning, er jeg ret pjattet med.
Og allermest den aften for lidt over et år siden, var jeg vild med, at Cecilie – én af de smukkeste og sejeste kvinder jeg kan komme i tanker om – havde det på præcis samme måde.
Hun er ét af de mest uprætentiøste mennesker jeg nogensinde har mødt og hvor er jeg dog glad for at hun er blevet en del af mit liv.
Hvis man sådan skulle holde et spejl op imellem os, ville det umiddelbare indtryk være, at vi er hinandens diametrale modsætninger. Cecilie er cool, elegant og umiddelbart en lille smule introvert, som en slags silent beauty, der indtager ethvert rum med sin aura der emmer af ro, autoritet og karisma, hvorimod jeg måske nærmere er lidt kluntet, højtråbende og til tider en smule akavet i min fremtoning, som jeg i bedste fald haler hjem med min umiddelbare jyske charme og min rungende latter. Alligevel er vi på mange måder ens. Vi har mange af de samme usikkerheder, tanker og drømme for vores liv. Vi er hver især stålsatte når vi stiler mod et mål, vi er hårdtarbejdende, dedikerede og loyale ud over alle grænser. Og okay, temmeligt ustrukturerede, men det kommer vores nyansatte piccoline forhåbentligt til at rode en lille smule bod på.
Og så er vi blevet veninder.
Vist endda veninder der ligeværdigt ser op til hinanden; eller i hvert fald ser jeg meget op til Cecilie. Til hendes tro på egne evner og på eget værd og især måske, til hendes evne til at fylde et selskab ved sin blotte tilstedeværelse. Hun behøver ikke at råbe højt eller at stå i midten af dansegulvet for at tage opmærksomheden. Hun har den bare.
Hvis vi havde mødtes for år tilbage havde jeg formentligt syntes at hun var pisseirriterende, fordi hun på mange måder er så meget sejere end mig, men i dag elsker jeg hende for alt det hun er og jeg er så stolt og glad over, at hun er blevet en kæmpestor del af mit liv og min hverdag.
Hun er en stjerne og hvis ikke I allerede læser med hos hende, så vil jeg hermed opfordre jer til at gøre det; man bliver ikke skuffet. Hun er vanvittigt god og i morgen åbner vi for første gang, sådan rigtigt, dørene til vores fælles baby, når vi holder vores allerførste house warming i Andedammen CPH, med champagne, balloner og slik i spandevis og jeg kan næsten ikke få armene ned over det.
… Og altså, hvis I syntes det måske var lige lovligt kæphøjt af mig at skrive, at vi ligeværdigt ser op til hinanden, så kan I jo med fordel stikke ind og læse hendes seneste indlæg HER, som jeg altså nærmest bliver helt rød i kinderne af at læse.