Stik imod min oprindelige plan, endte jeg med at køre med de andre ned ad bjerget i forgårs, efter jeg fik øjnene op for muligheden for at besøge den lokale fødeklinik, hvor kvinderne fra landsbyen jeg skulle have sovet i, vandrede ned for at føde.
Egentlig havde jeg glædet mig rigtigt meget til at skulle sove hos nogle af de lokale, fordi jeg så gerne ville have fået et (endnu bedre) indblik i hvordan deres hverdag er. Jeg ville gerne have stået tidligt op sammen med dem, for at hente vand eller hvad pokker de nu engang gør i de enkelte familier og jeg havde glædet mig til at se, hvordan livet er for en familie, fra hvilken jeg måske ville kunne drage paralleller til min egen. Tilfældet viste sig desværre at den (virkeligt søde) kvinde, som tilbød mig husly, var blandt landsbyens rigeste og hvor børnene for længst var fløjet fra reden, således hun “kun” boede sammen med sin mand og sin svigermor. En familie jeg, med en agenda der på grund af temaet “Intet Barn Må Sulte” for turen her (som ligger i direkte forlængelse af Danmarksindsamlingen d.4.februar) ikke længere fandt så frygtelig interessant i denne omgang, hvor vi kun har begrænset tid.
I stedet ville jeg meget hellere snakke med de lokale graviditets- og fødselshjælpere omkring hvorvidt de ser nogle udfordringer i forbindelse med ernæring til de gravide, fødende og ammende og i samme åndedrag naturligvis de børn, de har i deres varetægt, hvadenten de er små eller store. Derfor slog jeg altså til, da besøget til fødeklinikken bød sig og for at det ikke skal være løgn så fik jeg – som jeg også teasede for i mit forrige indlæg – faktisk lov til at komme tilbage til klinikken dagen efter, for at være observant sammen med jordemødrene.
Da jeg ankom om morgenen, var klinikken lukket og efter at have spurgt en skoledreng, som kunne lidt engelsk, fik jeg at vide, at klinikken åbnede klokken 10, hvorefter de gravide var velkomne. I næsten samme åndedrag kom en gravid kvinde gående, som så ud til at have smerter og jeg fik derfor hidkaldt én af sygeplejerskerne, som fik hende installeret på en stue, hvorefter sygeplejersken gik tilbage til sin familie for at spise morgenmad.
Min umiddelbare tanke var naturligvis, at det var en lidt speciel måde at varetage den gravide på, men som jeg fik at vide, så lignede hun ikke just én der var lige ved at skulle presse og åbningstiderne var jo først fra klokken 10. Bum.
Forholdene på klinikken var rimelige og væsentligt pænere end jeg havde forventet; men selvfølgelig ikke svarende til danske standarder.
En lille time senere, blev kvinden, eller pigen, som kun var 16 år gammel og som netop var vandret ned fra bjerget med veer, undersøgt, hvor det viste sig, at hun var 4-5 centimeter åben. Jeg mærkede hende på maven og kunne lynhurtigt konstatere, at barnet ikke vejede mere end højest to kilo, på trods af at kvinden angiveligt var omkring terminen. “She didn’t eat right” sagde sygeplejersken til mig, imens hun fortalte at det er et hyppigt problem at babyerne ofte er meget små, på grund af kvindernes under- eller fejlernæring. Puha, altså! Udover at mærke, at babyen var lille, mærkede jeg også at hovedet stadig stod højt i bækkenindgangen og kvinden blev derfor – til trods for sin lange gåtur, inden ankomsten til klinikken – sendt ud for at gå af den kontante sygeplejerske.
Lige udenfor klinikken magtede kvinden tydeligvis ikke mere og hun lagde sig derfor på jorden, med hovedet i skødet på sin mor, imens hendes mand, en helt ung fyr, satte sig med ryggen til og kiggede ud over floden og bjergene.
Kvinder, mænd og børn fra landsbyen gik ofte forbi kvinden der lå med veer og det virkede ikke umiddelbart som om nogen tog særligt notits af hende, ligesom sygeplejerskerne ikke viste nogen interesse for at være hos hende – hun skulle jo ikke føde lige nu.
Den hjælp sygeplejerskerne ydede overfor den fødende lå milevidt fra den jeg kender fra mig selv, dengang jeg selv sad som jordemoder på fødestuen og det var simpelthen så vildt at opleve, hvordan vesmerterne og kvindens oplevelse blev negligeret; eller i hvert fald negligeret i mine øjne. Hun fik ingen vejledning i at håndtere sine smerter, hun fik ingen rolig hånd på lænden eller sågar at vide, at hun gjorde det godt. Hun passede – bortset fra de fysiske undersøgelser – fuldstændigt sig selv.
Det virkede så absurd, når nu jeg ved hvilken kæmpestor forskel det kan gøre for kvinden, at have en nærværende, rolig og empatisk jordemoder, men på den anden side, virkede det ikke som om den fødende forventede andet. Hun virkede ikke skræmt over at være overladt til sig selv og det har virkelig fået mig til at tænke på, hvordan vores opfattelse af og selv, vores biologi og vores fødsler kan have en stor indvirkning på hvordan vi oplever vores fødsler. Bevares, jeg aner ikke om den unge kvinde endte med at blive traumatiseret for livet, men mit bud er, at hun vil klare den helt fint – om ikke andet, så med støtte fra sin familie, som man ser i meget højere grad her, end hjemme i Danmark.
Vores forforståelse og forventning tror jeg betyder virkeligt meget og jeg var dybt imponeret over, hvordan en 16-årig kvinde, i dén grad var i stand til at tage ansvar for sig selv og sin fødsel. Hermed selvfølgelig ikke sagt at jeg synes vi skal indføre mindre omsorg i vores sundhedssystem, men måske kunne vi – i disse voldsomme sparetider – gøre klogt i, at kigge lidt ud og se hvordan andre klarer den og lære os selv, at stole på, at vi godt kan.
Jeg nåede desværre ikke at være der, da kvinden fødte, men jeg er vildt glad for at have fået den oplevelse med i bagagen – også selvom det betød, at jeg ikke kunne få muligheden for at sove i den lille bjerglandsby, som jeg ellers havde håbet på. Jeg tror, at min oplevelse på fødeklinikken har givet mig mere indsigt i forhold til det ansvar den enkelte kvinde og familie er overladt til hernede end jeg ville kunne have fået noget andet sted – og så er det selvfølgelig heller ingen hemmelighed at jeg er en totalt sucker for fødsler. Jeg savner ikke jobbet som jordemoder, men når jeg oplever ting, som jeg har oplevet på min tur her i Nepal, så savner jeg den menneskelige omsorg. Helt vildt meget endda. Men nu skal jeg nok stoppe med at skrive mere om graviditet og fødsel og alt den slags – for en lille rum tid i hvert fald.