Det der med at tabe sig

Nogle kvinder er gode til at tabe sig. Særligt efter de har født. Sådan én er jeg desværre ikke.

Eller jo, de første 8-9 kg ryger bare af uden nogen indsats og så bliver det op af bakke! Mange kommer jævnligt med (muligvis velmenende) kommentarer om hvordan man taber sig så nemt når man ammer – og ja, jeg ved godt at kiloene fysiologisk set bare kunne rasle af, men jeg er sgu da heller ikke dum. For når man nu, som jeg, elsker at spise slik (og kage), så er det altså bare ikke en skid sådan, at kiloene bare rasler nogen som helst steder hen, andet end lige syd for navlen.

Jeg er godt klar over at jeg, rent vægtmæssigt, i virkeligheden slet ikke bør brokke mig. Og jeg ved også godt at mit manglende vægttab er totalt selvforskyldt. Og alligevel føler jeg mig altså lidt snydt, i forhold til de kvinder som angiveligt kan spise hvad de vil og alligevel formår at få baby til at suge al næring og fedt ud af deres kroppe. Og det er altså ikke fordi jeg ikke ammer. For det gør jeg. Hele tiden, faktisk.

Og efter to fødsler (okay, problemet opstod allerede efter nummer et), så er min krop altså blevet noget deform. Jeg har fået topmave og en masse “wabble” – you know, ligesom dét nogle gamle kvinder har under hagen, som Richard Fish fra Ally McBeal er vild med at røre ved. Jeg har det selvfølgelig – og heldigvis – ikke under hagen, men under navlen. Not that flattering. Slet ikke sammen med de sidste 3 uklædelige kilo, som åbenbart ikke forsvinder før jeg gør noget ved det. Sådan rigtigt. Og helt ærligt, så gider jeg ikke lige nu.

I stedet bilder jeg mig selv – og alle andre – ind, at jeg vil starte på 5:2 kuren når jeg ikke længere ammer (for jeg kan selvfølgelig (!) ikke gå i gang når jeg ammer; tænk hvis mælken pludselig forvandt. As if; men det er en god undskyldning). Alligevel ved jeg bare, at jeg ikke er lavet til den slags kure – jeg kommer til at snyde! I just know it. Så kommer jeg til at smugle en håndfuld et-eller-andet-sukkerholdigt med ud på toilettet, hvor det så bliver proppet ind, som var det det sidste jeg nogensinde skulle få lov at sætte tænderne i. Det er usselt, jeg ved det. Men jeg tror det er sådan det er.

Måske skal jeg forsøge at forlige mig med mine 3 ekstrakilo og så give den gas på hvad jeg nu engang har lyst til at spise.

Kys fra Cana