Det føltes umiddelbart en lille smule uretfærdigt, da Peter klokken kvart over fem kom ind og vækkede mig. Jeg kom til at sidde og nusse med lidt frygteligt hyggeligt regnskab lidt for længe i aftes, så det kunne tælles på én hånd, hvor mange timer jeg havde sovet.
Forbandede suttestop nåede jeg at tænke, inden han lagde sig ned til mig og sagde: “Jeg el(s)ker dig, mor” efterfulgt af et “kommer du ikke snart?” imens han kravlede ned i fodenden af sengen, sprang ud og sagde ” jeg skal tisse!“.
Det bedste trick i bogen, som ingen forælder til en tumling kan sidde overhørig.
Så vi gik på toilettet. Og nu sidder vi i sofaen og ser fjernsyn, med bare ben og den blødeste pude vi har, i mellem os, imens jeg kan høre at Jens ligger i soveværelset og griner i søvne.
Så kan det godt være at vi stod lidt rigeligt tidligt op, men jeg tror faktisk at det her (også) er, hvad man kan kalde for et glimt lykke. Hverdagslykke.
