Klokken er kun lige passeret fem, men jeg er vågen og har vist været det længe. Peter ligger imellem Thomas og mig og nusser mig i håret, som han gør næsten hver eneste nat og tidlige morgenstund. Det er ikke derfor jeg er vågen.
Det seneste døgn har været et vildt ét af slagsen og jeg prøver lige nu, at finde hoved og hale i det hele og især, at finde ud af hvad der er vigtigt.
Mest er det selvfølgelig mine børn. Mine store, små børn, som jeg håber siger ja, når jeg, om et par timer når de vågner, spørger dem om ikke de vil have en fridag med mig. Jeg trænger til dem og til at mærke noget af dét, der er sådan rigtigt vigtigt.