Ovenpå min tur på skadestuen i går, fik jeg aldrig skrevet om det møde jeg i forgårs havde med en journaliststuderende, som havde undret sig over det tilsyneladende massive frembrud af fødselsberetninger ude på det hersens internet. Hun skrev til mig for nogle dage siden og bød på en kop kaffe og en snak om fødselsfredag, som jeg for ganske nyligt har indført her på domænet. En, for mig, vindende kombination, som jeg ingenlunde kunne takke nej til.
Kaffen var ganske fortræffelig, men kunne på ingen måder måle sig med den refleksion det interesserede og gode selskab jeg var havnet i, skabte i mig.
“Hvad er årsagen til at du har startet fødselsfredag?” spurgte hun indledningsvist.
Det var noget med en læser der skrev til mig og direkte opfordrede mig til at dele andres fødselsberetninger, qua min jordemoderuddannelse og umættelige interesse for emnet, startede jeg med at sige, inden det blev til en lang smøre om, at jeg synes det er enormt vigtigt at belyse, hvor forskellige fødsler er og at en fødselsoplevelse ikke nødvendigvis er betinget ud fra fødslens rent fysiske forløb, men nærmere ud fra den psykiske forståelse og accept – som Elisabeths fødselsberetning HER for eksempel er et ganske glimrende bevis på, ligesom dén jeg, i ugedagens anledning, planlægger at udgive senere i dag, er det.
Jeg vil gerne dele alle slags fødsler. Dem hvor alt går lige efter bogen, dem der tager lang tid, dem der går for stærkt, dem der ender med et kejsersnit og dem der starter med ét. Jeg vil gerne dele dem hvor det går godt og dem hvor det går mindre godt. Allerhelst vil jeg nemlig gerne give et nuanceret og ærligt billede af, hvad fødsler er. Eller altså, hvad fødsler kan være, for der findes ingen endegyldige svar og ingen kan spå om et fødselsforløb.
Jeg har selvfølgelig ingen intentioner om at skræmme nogen, men jeg ønsker samtidig heller ikke at føre nogen bag lyset, ved kun at bringe de positive fødselsoplevelser og ukomplicerede forløb. Der skal være plads til alle slags beretninger, fordi alle fødsler er forskellige.
Jeg håber på, når fødselsfredag i løbet af de kommende måneder folder sig ud til at være en vifte af mange forskellige fødselsberetninger, -forløb og -oplevelser, at vi kan tage en snak om, hvad der i virkeligheden bidrager allermest til den gode fødselsoplevelse, som jeg synes at alle kvinder (som får børn) fortjener at få. Der er så mange faktorer der spiller ind i jagten på den gode fødsel og jeg er meget, meget nysgerrig på at finde ud af, om fødselsfredag – udover at være glimrende underholdning til de af os, der elsker at læse om andres fødsler – kan bidrage til en øget forståelse af fødsler for den enkelte – og måske endda en ekstra balast i forhold til at få en god oplevelse med at føde. Jeg tror nemlig, at den gode fødselsoplevelse i langt højere grad opstår i hjernen, end i kroppen og at fødslens forløb ingenlunde behøver at betinge, om man får en god fødselsoplevelse eller ej.
Jeg håber at de mange forskellige fødselsberetninger kan gøre en forskel – og hvis, så stiller jeg mig sgu op på rådhuspladsen og byder på bobler, kram og kys – naturligvis med knaldrøde læber og et træstetoskop i hånden.