Der er af og til stadig nogen der spørger ind til hvorfor jeg ikke længere praktiserer som jordemoder rundt om på nogle af landets mange og lange fødegange. Nogle fordi de ærgrer sig over at de ikke kan få mig som jordemoder og andre i dyb undren over, hvordan man dog kan forlade det fantastiske fag.
Og faget er fantastisk! Derfor kommer jeg formentlig heller aldrig til at give helt slip; for selvom jeg ikke længere arbejder som jordemoder, så er jeg jo stadig jordemoder. Jeg synes at graviditet, fødsel og barsel er noget af det mest fascinerende i hele verden og hvis det kunne hænge sammen med mit familieliv og den måde jeg gerne vil yde jordemoderomsorg på, så er jeg også overbevist om, at jeg stadig ville praktisere den dag i dag.
Sådan hænger det desværre bare ikke sammen.
Da Thomas og jeg fik vores første barn tilbage i 2011 blev alt forandret. Jeg var allerede dengang en smule ked af forholdene på den fødeafdeling hvor jeg arbejdede, hvor det var mit indtryk, at jeg alt for ofte ikke fik lov til at gøre mit arbejde ordentligt, fordi jeg – og alle andre – blev underlagt nogle særlige travlhedsprocedurer, på de dage, hvor der ikke var jordemoderhænder og sengepladser nok, i forhold til antallet af fødende kvinder. Da jeg kom tilbage efter min barsel, var mit fokus forandret. Jeg ville pludselig mit familieliv mere end jeg ville mit arbejdsliv, som ellers havde stået øverst på prioriteringsskamlen i flere år. Da dét gik op for mig, kunne jeg pludselig begynde at mærke, hvor slidsomt mit arbejde faktisk var. Hvor ked af det jeg blev, hver eneste gang jeg blev kaldt ind på vagt; hvor invaliderende det var for mig, ofte at skulle arbejde både dag- aften- og nat i hver eneste uge og hvor himmelråbende jeg syntes det var, at jeg ikke kunne blive garanteret mere end to ugers sammenhængende sommerferie, mod at jeg til gengæld skulle arbejde ekstra i alle de resterende uger.
Det var benhårdt og jeg syntes det var vanvittigt svært at navngivere i, sammen med min relativt nye rolle som både mor og ægtefælle. Det var mega hårdt og det var helt sikkert en tungtvejende faktor til, at Thomas og jeg blev skubbet mod afgrunden af vores parforhold, som gudskelov – som jeg skrev om HER – holdt.
Derfor sagde jeg op.
Jeg sagde op og vi flyttede fra Valby til Broager, for at jeg kunne få noget ro på mit hoved. Så jeg kunne finde hoved og hale i mig selv, mit moderskab, mit arbejdsliv og i allerhøjeste grad det parforhold, som jeg håbede på, ikke at have smidt over bord.
Egentlig havde jeg tænkt, at jeg bare skulle arbejde videre som jordemoder i Sønderborg, hvor afdelingen er mindre og forholdende bedre end dem jeg kom fra, men da jeg pludselig blev tilbudt et job i socialpsykiatrien, hvor jeg primært skulle arbejde i dagvagter i hverdagene, var det uhyre let at sig ja tak til det og sætte min jordemoderkarriere på stand-by.
Sidenhen har jeg, som de fleste af jer ved, taget endnu et skarpt sving på karrierevejen, da jeg for lidt over et år siden, besluttede at springe ud som professionel blogger og jeg elsker hvordan livet på dén måde kan være foranderligt og hvordan man i så høj grad selv kan være med til at forme sin fremtid.
Selvfølgelig savner jeg af og til jordemoderfaget, de gravide og i særdeleshed fødslerne, hvor jeg i høj grad kan mærke vigtigheden af det gode jordemoder- og menneskearbejde jeg véd jeg kan yde, men jeg savner ikke dét, de hårde vilkår gjorde for mit liv. Slet ikke endda.
Til dét er jeg alligevel for egoistisk. Jeg tænker på min mand, mine drenge og på mig selv og det familieliv vi bestræber os på at have, hvor vi har tid til hinanden og hvor stabilitet er et nøgleord. Et nøgleord, som er uforligeligt med et arbejde som jordemoder. Især selvfølgelig, når man har en mand, som er musiker, ligesom jeg.
Jeg vil hellere min familie og de er – i samspil med mig – i virkeligheden årsagen til, at jeg ikke længere arbejder som jordemoder og gudskelov er det et valg jeg både har affundet mig med og er blevet rigtigt glad for.