Er der en dag i denne uge jeg kan tage ud om aftenen?
Øhh ja, hvis ikke der står noget i kalenderen, kan du bare gå ud.
… Er det okay for dig?
Ja, selvfølgelig! Du er nødt til at vænne dig til at det med mit nye arbejde er ligegyldigt for mig, hvornår du er hjemme og hvornår du ikke er.
…
Altså, jeg bliver måske lidt ked af hvis du laver planer hver eneste aften, men når det bare er af og til, kan du altså gøre lige som det passer dig.
–
Sådan forløb en samtale jeg havde med Thomas i morges og det gik op for mig, hvor meget mit liv har ændret sig i løbet af de seneste år. For jeg har virkelig været både streng og kontrollerende overfor Thomas. Jeg har tidligere følt, at han hellere ville alt muligt andet end at være sammen med mig og jeg har syntes det var fejt, at han sådan tog ud, når jeg bare sad hjemme og det var for fanden lige før det kostede os vores ægteskab, som jeg skrev en hel masse om i indlægget HER. Jeg følte mig begrænset, ked af det og meget, meget alene.
Det sidder stadig i ham, tror jeg. Den nagende samvittighed overfor mig, selvom jeg selv for længst – gudskelov – er kommet videre. Jeg har fået verdens bedste arbejde, hvor jeg måske nok “arbejder” lidt mere end gennemsnittet, men hvor det hele samtidig er min hobby, som jeg for alt i verden ikke kan leve uden. Og så har jeg lært mig selv at kende og jeg har fundet ud af, hvad det var jeg syntes var så svært dengang. Jeg har fundet ud af, at det hele (eller i hvert fald næsten det hele) lå hos mig selv og min måde at forstå mig selv og især mit moderskab på.
Derfor fik jeg virkelig dårlig samvittighed i morges. Måske mest fordi jeg pludselig følte, at jeg aldrig har fået gjort det tydeligt nok overfor Thomas, hvor meget jeg har ændret mig. At min respekt for ham og hans liv er kommet tilbage med fuld kraft og mere til. At han – sammen vores børn – er det allervigtigste menneske i hele mit liv og at jeg for alt i verden bare gerne vil have, at han har det godt. Uanset om det betyder onsdagsøl med drengene, dansetræninger og spillejobs i weekenderne, at han måske engang i mellem bare gerne vil være alene eller at vi sådan helt vildt parforholdsagtigt holder en ugentlig kærestedag.
Det hele er okay, for jeg elsker ham og han gør mit liv bedre; både når han er der fysisk og når han ikke er, for jeg véd, uanset hvad, at han er der, ligesom jeg er der for ham.
