Det gik pludselig op for mig i forgårs, da jeg stod på et gymnasium i Nordsjælland og skulle holde en lille tale på vegne af Plan i forbindelse med pigedagen, som jeg skrev om HER. Jeg kiggede mig omkring og opdagede, at jeg ikke længere er sådan rigtigt ung. Eller altså, at jeg i alle tilfælde er at betragte som værende væsentligt ældre, end de gymnasiestuderende, som trods alt alligevel – i hvert fald for manges vedkommende – ligner voksne. Som er voksne.
Fuck, mand.
For 1.g’ernes vedkommende, er jeg ikke bare væsentligt ældre. Jeg er dobbelt så gammel.
Jeg er dobbelt så gammel som da jeg selv gik i 1.g.
I virkeligheden har jeg ingen komplekser med min alder og jeg har ikke haft det, siden dengang jeg var nyuddannet jordemoder og allerhelst bare gerne ville være et par år ældre end jeg var, fordi jeg mente, at det ville give mig noget mere autoritet på fødegangene, hvor jeg af og til syntes det kunne være en lille smule op ad bakke at være “ung jordemoder” som jeg i øvrigt skrev et ret populært indlæg om HER. Jeg har aldrig nogensinde følt mig gammel. Eller i hvert fald aldrig for gammel.
Men pludselig stod jeg der og havde lyst til at fortælle anekdoter fra min egen studentertid og kunne pludseligt mærke, at præcis dét, ville gøre mig mega gammel. Jeg var pludselig den der meget voksne, som prøvede på at – og troede at jeg kunne – relatere til de unges liv. Jeg synes jo sagtens jeg kan huske hvordan det var og jeg synes jo faktisk heller ikke det er så forfærdeligt længe siden jeg selv sad på den der kedelige skolebænk med oldtidskundsab og matematik på skoleskemaet, dengang der stadig fandtes sproglige og matematiske linjer. Men når jeg tænker på, hvordan jeg selv – for femten år siden – havde det med sådan nogle som mig, på 30 år, som både havde været underlagt andre skolereformer og helt andre karakterskalaer, så synes jeg simpelthen at de var nogle afdankede gammelnikker. Jeg syntes nærmere de var sådan nogen, som ikke anede hvordan jeg tænkte eller hvordan mit liv føltes. Nogle der da slet ikke kunne tale med mig på samme niveau, som mine medstuderende. De var jo de rigtigt voksne.
I lang tid, i mit voksne liv, har jeg tænkt, at dem i gymnasiet jo slet, slet ikke var voksne, formentlig fordi der er sket så meget med mig selv, siden jeg blev student for mere end ti år siden, men da jeg stod lige der, foran alle eleverne, gik det op for mig, at jeg har taget fejl. De er næsten voksne. Næsten voksne, som altså kun er halvt så gamle som mig.
Jeg må ud og se om ikke jeg kan finde mig nogle werthers-bolcher og en plaid. Og måske også en kryds og tværs og en lille skarp til morgenmaden.
Det må være passende, ik’?