Jeg er lige vågnet, helt mast ovenpå den lange dag på kontoret i går, hvor jeg i sandhed fik øvet både kramme- og kindkysseteknik til den store guldmedalje, imens jeg kørte bland-selv-slik ned, som blev jeg betalt for det. Børnene sover stadig og jeg overvejer at stå op, selvom jeg mest af alt har lyst til at blive liggende.
Egentlig skal jeg en hel masse både praktiske og vigtige ting i dag, men lige nu er det som om at det eneste jeg kan fokusere på, er den kop kaffe jeg drømmer om at drikke som min anden kop i dag. Den første, som jeg endnu ikke har drukket, bliver formentlig af den sædvanlige småhektiske slags, hvor jeg drikker kaffe imens jeg tørrer havregrød op fra gulvet, børster mælke-(og to bittesmå voksen-)tænder, lægger make-up og skifter ble, inden jeg vinker farvel til Thomas og drengene. Selv bliver jeg hjemme og rydder op, inden jeg forhåbentlig kan sætte mig – bare i 10 minutter – helt alene og nyde roen og dagens anden kop kaffe. Den der skal få mig igennem resten af dagen på en god måde. Den jeg glæder mig til.
Den kaffe, som jeg formentlig alligevel ender med ikke at indtage i stilhed, fordi jeg planlægger at gøre denne uges jordemoderonsdag til en live-version på Facebook, hvor jeg vil besvare de spørgsmål der måtte komme ind, imens jeg er on air. Men den kaffe, som bliver langsom. Lun, uden at blive kold. Præcis som jeg bedst kan lide den. Min anden kop kaffe; dén glæder jeg mig til.
