Efter at være kommet hjem fra en eftermiddag i demonstrationens tegn, hvor jeg havde indfundet mig i et optog igennem byen med min ladcykel godt fyldt op, både med mine egne og med andres børn, for at støtte op i kampen om at undgå forringelser på børne- og ungeområdet, skimmede jeg lynhurtigt kommentarfeltet her på bloggen fra mine seneste indlæg og blev så glad, at jeg besluttede mig for, at jeg måtte give det noget spalteplads at benævne, hvor pissesejt det føles at være mig, når I er så skide søde, seje og kloge. Kæft, det er fedt, man! Tak for jer – for altid og for jeres indspark, både i forhold til nakkefoldsscanninger og barbering i fællesbadene, hvor jeg forøvrigt har besluttet at jeg – hvis jeg oplever det igen – vil gå safe og venligt sige noget ala “jeg kan se at du ikke har set det, men der hænger et skilt lige der, hvor der står at du ikke må barbere dig“. Sådan for badefredens skyld og det der, ik’?
… Og så tjekkede jeg instagram, hvor jeg gud-nåde-trøste-mig, i eftermiddags havde postet et billede af gårsdagens frokost, som var blevet indtaget på café og som jeg alt andet lige fandt mere instagramvenlig end de to skiver rugbrød med hver sin skive mellemlagret jeg havde gang i, da jeg postede billedet.
“…Må desværre sige jeg er stoppet med at læse din blog, den er blevet alt for københavneri, med café og blog events og reklamer mm. Jeg har læst nogle af dine gamle indlæg igen fra du boede i Sønderjylland og der var du helt nede på jorden. Men hav det godt…” Havde én skrevet til mit billede.
Ouch!
Københavneri?! Ja, undskyld mig, men selvfølgelig har mit liv ændret sig fra da jeg boede i Sønderjylland, hvor jeg ovenikøbet var på barsel og gik rundt og dangerede den med min tykke baby og gylp på tøjet hver eneste dag. Selvfølgelig går jeg på café og selvfølgelig gør jeg det bedste jeg overhovedet kan, for at nyde mit liv så meget som jeg overhovedet kan. Vi kan jo for fa’en ikke vide hvor længe vi har at gøre med og jeg vil altså have lov til at tillade mig at suge hver og én lille dråbe ud af livet, som jeg kan. Hvis nogen så synes at det er noget værre “københavneri” at jeg går på café, bare fordi der er noget af det bedst jeg ved, så feel free to unfollow – ja undskyld mig, men jeg bliver simpelthen så ærgelig over, at nogen virkelig kan tro, at jeg – indeni – er blevet et helt andet menneske; at mine værdier har ændret sig og at jeg ikke længere er nede på jorden, bare fordi jeg går til blogevents, skriver sponsorerede indlæg og går på café – ofte flere gange om ugen.
Ja, jeg er flyttet til København (igen), men jeg vil nu altså vove at påstå at jeg er fuldstændigt den samme indeni, som jeg var for et år siden, da jeg stadig boede i Sønderjylland – nu bare i en lidt mere glad version, fordi det har vist sig, at jeg faktisk elsker livet her i byen.
Mine rugbrødsmadder er stadig de samme og min vasketøjskurv er stadig lige fyldt, men i forhold til den måde jeg gerne vil blive mindet om mit eget liv, når jeg engang (forhåbentligt) bliver gammel og skal genlæse min blog, så vil jeg da meget hellere læse om nogle af alle de dejlige ting jeg har brugt min tid på, frem for hele tiden at skulle mindes om støvsugning og børn der ikke gider at have børstet tænder.
For jeg er jo for fanden fuldstændigt ligeså almindelig som alle andre damer i dette land. Hverken mere eller mindre. Jeg bakser med præcis de samme irriterende hverdagsting som alle andre. Alligevel vil jeg – som jeg formoder de fleste andre også – gerne forsøge at skabe et godt liv, fyldt med gode minder. For mig selv, for mine børn og for de mennesker jeg omgås. Og hvis dét virkelig kan virke som tis på nogens sukkermad, så må det altså være sådan.
I ain’t changin’, honey.
Og altså, jeg er tilsyneladende stadig kikset nok til at jeg beder min veninde knipse et billede af mig – imens jeg har glemt alt om at jeg et kvarter tidligere åbnede mine bukser for at give lidt ekstra plads til aftensmaden, men sådan er der jo så meget og jeg håber at I er mange, der bliver hængende på trods af både det ene og det andet. Jeg kan i hvert fald godt li’ jer!