I forbindelse med det nye tv-program “Mænd på Barsel” som bliver sendt om mandagen klokken 21.00 på Kanal4, var jeg forleden blevet inviteret med til en paneldebat omkring selvsamme emne. Meningen var, at debatten skulle have været live-streamet på facebook, men som det af og til er med den slags, så drillede teknikken og det blev, hvis jeg skal være helt ærligt, noget værre rod i de videoer, der trods alt kom online på Kanal4s facebookside.
Ikke desto mindre, var det en virkelig spændende debat!
Inden jeg tog derhen var jeg en lille smule betænkelig ved sådan at skulle give mine meninger til kende i debatten, fordi jeg ærligt talt ikke følte mig særligt velovervejet. Mine holdninger var primært mavefornemmelser og jeg tror faktisk aldrig jeg tidligere har brugt tid på at debattere netop dét emne, selvom jeg i virkeligheden synes det er drønspændende.
I mine to barsler har der for os ikke være så meget at rafle om. Begge gange var jeg lønmodtager og jeg havde derfor en mere fordelagtig barselsordning end Thomas, der er – og hele tiden har været – selvstændig og som derfor ikke på samme måde som jeg, kunne holde fri i flere måneder ad gangen. Når man er selvstændig kan det være enormt svært at holde hundrede procent fri fra sit arbejde i en længere periode, men til gengæld, når man er musiker (eller blogger!) har man i vid udstrækning mulighed for at planlægge sit arbejde som man selv ønsker det. Derfor har Thomas i forbindelse med begge drengenes fødsler, sørget for at have en nogenlunde ryddet kalender, hvilket har betydet, at han har været rigtigt meget hjemme i de første måneder af begge drengenes liv. Det har været en kæmpe gave for os som familie – især med Peter, hvor jeg langt om længe havde forstået, hvor vigtig Thomas’ rolle var overfor vores lille nyfødte og hvor han i dén grad fik plads og rum til at knytte bånd til vores baby helt fra start.
Man kan sige meget, men jeg tror altså på, at man knytter markant hurtigere og tættere bånd, des mere man er sammen med sin baby og især des mere fysisk kontakt man har.
For moderen kommer den fysiske kontakt i de fleste tilfælde meget naturligt, fordi hun ammer barnet og derved bruger en hel del timer i døgnet i absolut nærkontakt med sin baby; og altså, selvom det ikke er alle der bryder sig om at amme og selvom det i perioder også kan være mega hårdt og mega træls hele tiden at skulle agere levende madpakke, så er der noget helt fantastisk symbiotisk ved at ernære sit barn via sin egen krop. Noget, som vores mænd aldrig nogensinde får mulighed for at prøve.
Til gengæld kan mændene noget andet. Det kan også elske, pleje, lege med og drage omsorg for barnet; de kan ligge hud til hud og lade følelserne for deres barn vokse sig store og stærke på rekordtid og selvfølgelig er mænd akkurat ligeså gode forældre som kvinder – vi kvinder har måske bare et lille forspring, fordi vi har været gravide og båret vores børn inde i vores kroppe, ligesom vi altså er dem, der i de fleste tilfælde sidder som eneherskere over barnets måltider i hele barnets første halve leveår.
Derfor giver det for mig at se enormt god mening, at vi kvinder har den primære del af barselsorloven. Vi skal først og fremmest komme os fysisk ovenpå at have været gravide og at have født; dernæst skal vi (helst) amme fuldt ud i seks måneder og sidenhen gerne delvist i mindst seks måneder endnu – noget vores mænd altså er fudstændigt foruden og som i min optik altså fratager dem retten til at få øremærket en halv barsel, som nogen foreslår. Som det er lige nu, er der, efter barnet er født, 14 uger til kvinden (restitutionsuger, kunne man kalde dem) og 32 uger, som frit kan fordeles imellem far og mor, hvor tilfældes hos langt de fleste altså er, at mor tager det hele. Et valg jeg formoder, at de fleste forældre har truffet i samråd.
Jeg ville ønske for alle, at de kunne have ligeså luksusagtige barselsperioder som Thomas og jeg har haft; ikke fordi det har været en dans på roser, men fordi det har være pissefedt for alle, at vi har været så meget hjemme begge to, men jeg ved selvfølgelig godt, at kun de færreste har mulighed for at holde orlov for den enes vedkommende og rigtig-meget-fri for den andens.
Hvis jeg nu nogensinde skulle på barsel igen, ville vores situation se anderledes ud, fordi vi nu begge er selvstændige og fordi vi altså begge to er ret pjattede med vores arbejde, som jeg ikke forestiller mig, at nogen af os ville ønske at tage 100% orlov fra. Det måtte måske blive noget med at splitte i døren og finde ud af om man kunne få lov til at gå på barsel på halv tid, eller noget i dén dur. For hvis der er noget jeg faktisk gerne ville have gjort om, hvis jeg kunne, fra mine to foregående barsler, så er det at have ladet Thomas have noget barsel alene. Måske bare en måned eller to, hvor han stod som den primære omsorgsperson, imens jeg gik på arbejde og hvor det primært ville være op til ham, at få hjemmet til at fungere, som det har været tilfældet for mig, imens jeg har barslet.
Jeg tror nemlig at en periode med mandebarsel ville have været sundt for os og vores forståelse af hinanden og af de roller, som vi hver især har i familien; ligesom jeg også er overbevist om, at det ville have været megagavnligt for Thomas’ og drengenes forhold til hinanden. Ikke fordi de ikke har det fedt sammen, for det har de virkelig og de elsker tydeligt hinanden allesammen, men jeg tror alligevel, at det kunne have været godt for dem allesammen, hvis de havde haft lidt mere tid – uden mig – i drengenes første leveår.
Det er selvfølgelig nemt at sige nu hvor jeg ikke just planlægger at skulle på barsel igen og det kan også være min holdning ville ændre sig hvis jeg nogensinde skulle træffe valget – i samråd med Thomas, selvfølgelig – men jeg kan vitterligt godt se fornuften i – i forhold til “far og barn”, men i særdeleshed også overfor “far og mor” – at far tager noget barsel. Jeg er dog en liiille smule usikker på, om mit moderhjerte ville kunne tåle at “afgive” tiden med vores barn, til fordel for at gå på arbejde og lade Thomas være hjemme, men jeg tror jeg ville håbe det.
Altså, i det hypotetiske tilfælde at vi skulle få endnu et barn, ik’? Just to get that one straight.
Hvad tænker I om mænd og barsel? Ville I ønske at jeres mænd tog noget (mere) barsel? Og hvorfor – eller hvorfor ikke?