Gratis fragt ved køb over 499 DKK

gammeldags fastelavnsboller

I virkeligheden så smagte de der fastelavnsboller forleden – i ved, dem som jeg håbede udelukkende ville sætte sig på barmen – faktisk slet ikke særligt godt. Dét jeg normalt elsker ved lagkagehusets theboller, nemlig deres høje koncentration af kardemomme, syntes jeg pludselig blev for meget, sammen med den noget mangelfulde creme/remonce. Faktisk.

Derfor har jeg været i gemmerne og fundet en gammel opskrift frem, som jeg selvfølgelig ikke vil snyde jer for, for jeg lover – det er gammeldags fastelavnsboller der vil noget og de er både lækre i dag og i morgen – og i overmorgen vil jeg tro, hvis nogen er i stand til at lade dem ligge og friste så længe.

Gammeldags Fastelavnsboller

Start med bolledejen

2 dl mælk, gerne sød

50 gram gær

2 æg

4 spsk sukker

1 dl smagsneutral olie

500 gram hvedemel

Sådan gør du:

Mælken lunes og gæren smuldres og røres godt ud. Olie og salt tilsættes under omrøring. I en anden skål, piskes æg og sukker luftigt og vendes forsigtigt i skålen med væsken. Halvdelen af melet tilsættes og der røres rundt. Når de værste melklumper er udrørt tilsættes det resterende mel og dejen æltes godt igennem, indtil den er glat og smidig. Den kan godt klistre i starten, men efter en del æltning, bliver den mindre klæbrig. Hvis den klistrer for meget, tilsæt lidt mere mel. Når dejen er godt æltet igennem (allermindst 10 minutter) stilles den til hævning i 30-45 minutter.

Imens bolledejen hæver, laves cremen

3 æggeblommer

2 spsk. sukker

1 tsk. vaniljesukker

2 tsk. maizena

2 dl sødmælk

Sådan gør du:

Pisk æggeblommer, sukker, vaniljesukker og maizena sammen. Kog mælken op, tag den af varmen og pisk den i æggemassen. Hæld cremen tilbage i gryden og giv den et opkog under omrøring, hvor den hurtigt vil tykne og den tages derefter af varmen og stilles til afkøling.

Samling af de gammeldags fastelavnsboller

Tænd ovnen på 200 grader. Når bolledejen er færdighævet rulles den ud på et meldrysset bord til cirka 1 cm tykkelse. Dejen skæres i firkanter, cirka 10×10 centimeter. På hver firkant placeres en tsk creme og hjørnerne på bollen foldes tæt sammen mod midten og den helt lukkede bolle placeres med samlingen nedad på en bradepande beklædt med bagepapir. De fyldte og lukkede boller hæver i yderligere 20 minutter og pensles herefter med lidt af de æggehvider der kom til overs fra cremen og bages i cirka 12 minutter eller indtil de er gyldne.

gammeldags fastelavnsboller

Fastelavnsbollerne på billederne er efter afkøling smurt med jordbærglasur:

1 tsk jordbærmarmelade

1 tsk kogende vand

flormelis

… men jeg foretrækker dem nu faktisk med en chokolade/smørglasur:

2 tsk smeltet smør

3 tsk kakaopulver

flormelis

Voila! Gammeldags fastelavsboller. Velbekomme!