Det er nu en uge siden jeg sad med verdens tungeste hoved, ondt i huden og så modbydeligt meget kvalme, at jeg i næsten to døgn ikke kunne drikke så meget som en enkelt kop kaffe, som ellers i det daglige er min – måske lige bortset fra bland-selv-slik om fredagen – allerstørste last.
Det er stadig svært for mig at tænke tilbage på min polterabend som en samlet pakke, fordi der var så mange uforglemmelige stunder – og måske også fordi jeg igennem hele dagen og aftenen delte promille med nogle af de hærdede fra den lokale bodega.
Morgenen startede på vandet, hvor damerne havde sørget for morgenmad og baileys til kaffen. Jeg var stadig temmeligt overvældet over hele situationen og jeg må i virkeligheden have været temmeligt kedeligt selskab, for jeg anede ikke hvad pokker jeg skulle sige, andet end at mine lykkefølelser var ved at boble over.
Vi fortsatte, efter bådtur og morgenbrød, over langebro – hvor jeg gudskelov slap for at være iklædt det farvestrålende tylskørt, som jeg havde haft held med mig til at bilde alle damerne ind, at jeg havde tisset på. Oh well… Det kunne jo have været.
Ind igennem byen og rundt i ring og pludselig befandt vi os foran et gastronomisk institut, hvor jeg forudså enten flødebolle-making eller mandlig strippertype, liggende på gulvet, med sushi all over. Begge dele tilnærmelsesvist så langt fra virkeligheden, som muligt.
Vi skulle danse 70’er disko. Hell yeah! Eller altså, jeg elsker virkelig at danse. Elsker, elsker, elsker! Men jeg tager bare virkeligt dårligt imod instrukser og jeg skal være ærlig at sige, at kropskoordination ikke er min umiddelbart stærkeste side (… så derfor ville jeg være herregrinern som deltager i næste års Vild Med Dans, ikke sandt?!), så det var for mit vedkommende, en noget kluntet udgave af John Travolta der væltede ud af mine dansesko, men det var pis’hamrende skægt og jeg gik – selvfølgelig – all in på projektet.
Derfra drog vi fluks videre til noget af det mærkeligste jeg nogensinde har prøvet – Mystery Escape, som gik ud på at vi i to hold blev lukket ind i nogle aflåste rum, som vi ved at afkode alskens mærkelige, sjove og småsvære koder, skulle komme ud af. Halvsnaldret blev jeg en kende udfordret på mine ellers udemærkede logiske egenskaber, men ikke desto mindre var det drønsjovt, udfordrende og ikke mindst enormt fedt for sammensmeltningen af min noget brogede venindeflok.
Jeg er ikke sådan én, som er en del af den samme store venindegruppe, som jeg altid har tilhørt. Jeg har mine tætte veninder i lidt mere enkeltstående relationer, hvor jeg har “samlet på de bedste” fra de forskellige grupper jeg igennem tiden har været en del af og hvorfra jeg der ud over selvfølgelig stadig har en pokkers masse bekendte. Mine veninder kender ikke alle hinanden og de er i sandhed meget forskellige. Nogle går way back, imens andre er helt nye. Fælles for dem alle er, at jeg elsker dem.
Ovenpå teambuilding/udbryderøvelsen, stak vi i min gamle baghave, fra dengang Jens var baby, Ørstedsparken, som også er bedre kendt som “her-er-der-sjov-i-buskene-om-natten-parken”. Vi slog os ned på nogle bænke, havde tid til at snakke sammen og legede den obligatoriske “jeg-har-aldrig” som må siges at være blevet noget sjovere siden jeg sidst, formentlig for 6-8 år siden, legede den. Der blev gransket hårdt og legen virkede efter hensigten. Vi blev fulde. Både af grin, øl, shots og kærlighed, inden vi stak videre mod middag, bar og bodega.
Jeg ELSKER (min) polterabend og jeg kan slet, slet ikke udtrykke hvor meget jeg nu i endnu højere grad glæder mig til at feste med alle damerne og endnu flere til på lørdag til vores store #buttenbryllup