I dag er det to uger siden Thomas og jeg holdt vores bryllupsfest og jeg er endelig klar til at dele aftenens absolutte højdepunkt med jer.
Der var så mange gode stunder og når jeg tænker tilbage på aftenen, kommer jeg fluks tilbage i den lykkeboble der omsluttede mig, som den varmeste dyne på en kold vintermorgen.
Som jeg skrev om HER, skulle det i løbet af aftenen vise sig, at Thomas efter at have givet mig både en smuk tale og en endnu smukkere sang, langt fra var færdig.
Midt i en tale, fra én af Thomas’ nære venner, afbrød Thomas talen, bad om mikrofonen og fortalte sin version af den historie, der var igang med at udfolde sig i talen. Historien om, hvordan Thomas og jeg mødte hinanden.
I mit stille sind, var jeg pinlig over, at Thomas sådan tillod sig, at afbryde sin vens tale; en egenskab jeg forøvrigt slet, slet ikke syntes passede til min ellers så socialt intelligente mand. Lige indtil det gik op for mig, at de havde planlagt det og at Thomas havde skrevet mig endnu en sang. Endnu en kærlighedssang. En pissehamrende god kærlighedssang, som ovenikøbet var så catchy, at både jeg og flertallet af alle vores gæster, sang med allerede fra andet omkvæd.
Jeg var fuldstændigt blown away og jeg var dybt, dybt imponeret. Over hvor god min mand var, men i særdeleshed over, at han rent faktisk havde skrevet mig to sange.
Så forstod jeg bedre al den tid han, i ugerne op til festen, havde brugt på sine musikdrenge og jeg blev faktisk en lille smule pinlig over den søndag morgen, hvor jeg vist med en noget vrissen tone, spurgte om han ikke en anden gang kunne prøve at lægge sine øveaftaler inden for almindelig arbejdstid.
Nuvel, Thomas var ingenlunde færdig. Midt i én af mine veninders tale, tog Thomas igen over og spillede mig endnu en kærlighedssang.
Med blussende kinder og et hjerte der føltes for stort til min krop, blev jeg om muligt endnu mere overbevist om, at Thomas er den perfekte mand for mig.
Særligt da han, som prikken over i’et og efter at have spillet sit fjerde forrygende nummer for mig, fortalte, at han ikke “bare” havde skrevet fire sange til mig, men at han rent faktisk havde skrevet mig et helt album. Canas Album, som han har kaldt det.
Mit album.
Han gav mig alle rettighederne til musikken og lod det være op til mig at bestemme hvad der skal ske med denne, verdens største kærlighedserklæring, som han havde givet mig.
Mit album, som sidenhen har kørt på repeat herhjemme (særligt når Thomas ikke er hjemme og jeg kan skrue rigtigt høj op for musikken og danse som var jeg en anden Mie Moltke) og som jeg er så ufatteligt stolt over at have fået og som jeg ville ønske at alle kvinder kunne få fra deres elskede, for det er et album fyldt op med kærlighed.
Sangen i videoen er den anden sang Thomas spillede for mig til festen. Sangen om dengang vi mødtes. Indtil videre får I kun den ene sang at høre, men hvis I kan lide den, så lad mig endelig vide det, så vil jeg overveje om ikke hele albummet skal udgives, så I også kan få (danse-og-kærligheds)glæde af det.