Jeg havde det godt på fornemmelsen, men af én eller anden årsag blev jeg alligevel lidt ramt, da optikeren i dag kiggede venligt på mig og sagde, at det nok var smartest hvis jeg, sammen med en ny type kontaktlinser, begyndte at bruge mine briller end del mere end hvad tilfældet er det i dag.
Årsagen: mine øjne er igennem årevis blevet iltet for dårligt igennem mine kontaktlinser og udover at jeg ofte, for ikke at sige hver dag, oplever at have tørre øjne efter aftensmadstid, så er mine blodårer i øjnene trukket længere og længere frem i øjnene, for at være så tæt på ilten i luften som muligt.
“Det er selvfølgelig ikke smart hvis blodårerne gror ind over synsfeltet” sagde hun med alvorlig mine og jeg kunne pludselig se for mig, hvordan jeg om 10-15 år ville have alvorligt nedsat syn, for ikke at sige blind, bare fordi jeg har haft mere lyst til at gå med linser end med briller igennem de seneste 12 år.
For ikke så længe siden spurgte Jens mig om jeg helst ville være blind eller døv hvortil jeg printe svarede, at hvis jeg skulle vælge imellem de to, så ville jeg helst være døv. Faktisk så tror jeg at synssansen er den sans af alle jeg helst vil beholde og passe på og med eftermiddagens melding, har jeg pludselig fået øjnene op for, at jeg faktisk selv skal gøre en indsats for ikke at miste synet.
En gudskelov lille indsats, med en ny slags kontaktlinser og en lovning på at gå med briller væsentligt oftere end jeg gør i dag, til en start og så må vi se om nogle måneder om det giver mine øjne ro og ilt nok til at bremse den kedelige udvikling.
Shit mand, jeg er (for mig, kun) 30 år gammel og pludselig blevet bange for at miste synet.
Av, mand!
Derfor bestilte jeg i en ruf to par briller, begge sorte og helt, helt forskellige, som altså gerne skulle ligge klar til mig om en god uges tid og så er der ingen dårlige undskyldninger længere, tænker jeg.
Det skal jeg bare lige vænne mig til. At blive sådan én der går med briller. Sådan rigtigt.