Lørdag morgen, bedst som drengene og jeg holdt stille for broen, der gik op for at lade de mange store sejlbåde komme igennem, hørte jeg i bilradioen, at man i Italien netop har vedtaget en lov om at et barn skal have en række vaccinationer for at kunne blive indskrevet i skole. Loven er blevet vedtaget ovenpå nogle fatale udbrud af mæslinger og fordi andelen af vaccinerede i løbet af de senere år er faldet helt ned omkring 85%, som i forhold til WHOs anbefalinger om en dækningsgrad på 95% for at undgå spredning af de farlige sygdomme, ligger temmeligt lavt.
Og det er skide farligt, er det.
For os alle sammen og især for dem, som af den ene eller den anden (i nogle tilfælde legitime) årsag ikke er blevet vaccinerede. Det være sig primært børn med kroniske eller akutte (nogle gange livstruende) sygdomme, som er for svage til at blive vaccinerede, som altså ligger i risiko for at blive smittede med livsfarlige sygdomme, hvis ikke vi i fællesskabet vaccinerer vores børn. Jeg kiggede om på mine drenge og blev pludselig usikker på, om de nu også har fået alle de anbefalede vaccinationer. Hvad nu hvis jeg havde misset én? Man skal jo selv bestille tid. Ej, det har de selvfølgelig, fortalte jeg mig selv. Det er for vigtigt til at glemme.
I løbet af de seneste år har vi set et markant stigende antal af smittede med mæslinger, hvor det har været mest udbredt i Rumænien og sidenhen også temmeligt hyppigt i Italien. Lande – sidstnævnte især – som vi danskere har det med at frekventere nærmest ligeså ofte som vi skifter sokker, hvor man med rimelighed kan sige at vi her i landet også ligger i risikozonen for at blive ramt af større udbrud af den livsfarlige sygdom.
… Skal vi bare lige lade dén hænge der lidt?
Jeg er helt med på, at der findes vaccinationsmodstandere derude og jeg er, som jeg nævner ovenfor, også med på, at der selvfølgelig findes tilfælde, hvor det efter aftale med eller anbefaling fra en læge ikke kan tilrådes at tage imod det foreliggende tilbud om gratis vaccination af børn, men jeg forstår simpelthen ikke bevæggrundlaget for førstnævnte. Ikke her, ikke i Italien, Rumænien, Tyskland eller nogle som helst andre steder.
Jeg. Fatter. Det. Ikke.
For jo bevares, der er en risiko for bivirkninger ved alle vaccinationer og ved MFR, som dette indlæg primært drejer sig om, er der også – i hvert fald teoretisk – ganske alvorlige bivirkninger, men de er altså meget, meget mere sjældne end de faktiske sygdomme og de fatale konsekvenser de har. Det er mere risikofyldt for den enkelte at afvise vaccinen, end det er at få den – og som en ekstra bonus kan man som vaccineret ikke være med til at sprede sygdommene og dermed undgå at være med til at bringe andre menneskers liv unødigt i fare.
Det er selvfølgelig vores eget valg og jeg kan måske ikke tillade mig at sige, at jeg synes det er usolidarisk og grænsende til det dumdristige, som jeg har lyst til, men jeg synes faktisk at det er en fælles sag. Jeg ville selvklart ikke kunne klare, hvis mine egne børn blev smittet og i værste tilfælde skulle dø af mæslinger, som lige nu hærger dele af Europa, men jeg ville fandeme heller ikke have nemt ved at se mig selv i spejlet, hvis jeg vidste at mine børn havde givet smitten videre til en anden, som i værste tilfælde ville dø af det – og jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at nogen andre i dette land, ville have det stort anderledes end mig.
Derfor har jeg tænkt mig, selvom jeg egentlig er ret sikker på at have mit på det rene, lige at ringe til lægesekretæren i morgen tidlig, for lige at være helt sikker på at mine drenge er dækkede ind som de bør være, på nuværende tidspunkt i deres liv. Jeg er trods alt temmeligt distræt og vi har flyttet rundt imellem Indre By, Valby, Broager, Los Angeles og nu Østerbro, siden jeg blev mor, så muligheden for at der kunne være glippet én er ikke utænkelig, selvom jeg tror mest på at der er styr på det. Men jeg ringer. Bare for en sikkerheds skyld.
Vi skal både passe på os selv og hinanden og altså, hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg faktisk at det virker temmeligt fornuftigt, at man i Italien har besluttet at diktere at alle børn skal vaccineres, for at kunne indskrives til skole, så målet fra WHO om at 95% af befolkningen skal være dækket af vaccinationen, for at undgå udbrud, kan nås i løbet af ganske få generationer.
Vi ved så meget, er så kloge og for fanden, hvor ville det være godt, hvis vi så bare lige kunne stå sammen om det – også selvom der i sidste instans måske skal en lovændring til. Det må være et fælles ansvar og med dét følger altså også fælles konsekvens.
Så, hvis nu jeres børn ikke er vaccinerede, eller hvis I, som jeg, er usikre på om de nu også har fået alle dem, de skal have, vil I så ikke også godt ringe til lægen i morgen og spørge ad? Jeg tænker at skolestarten, som er grænsen i Italien er et oplagt tidspunkt lige at sikre sig, at alt er som det skal være og at alle de børn der har haft mulighed for at blive vaccinerede, rent faktisk også er blevet det.