Jeg er lige kommet hjem fra lufthavnen i Kastrup, hvor jeg har sat drengene af hos min mor, som havde toppet bedsteforældertørnen med at tilbyde, at hente drengene hjem til sig selv i Sønderjylland henover weekenden. Kæft, mand! Så kan det godt være at vi ikke har børnenes bedsteforældre lige om hjørnet, men med den slags luksus nu hvor børnene er blevet store nok til at komme på et par overnatninger, så er der altså heller ikke spor mere at forlange.
Således har jeg tændt for radioen og skruet en lille bid højere op, end jeg sædvanligvis ville gøre sådan en hverdagseftermiddag, skænket mig en kop kaffe og sat mig foran computeren i minutterne inden et par søde damer kommer og gør mig selskab til take-out og vino, inden vi skal ind og se Thomas og Mie danse i aften.
For første gang er jeg virkelig ambivalent omkring at skulle derind, for jeg er virkelig nervøs for, om Thomas ryger ud. Som mange af jer måske husker, røg han og Mie jo i omdans i sidste uge, på trods af at de faktisk havde fået virkeligt fine point af dommerne og jeg kan næsten ikke klare hvis det skulle ske igen.
Thomas siger selv at han føler at han har fået rimeligt godt styr på Slow Fox’en som han skal danse i aften; meget mere end han har følt med nogle af de andre danse tidligere og når han viser mig de små filmklip han og Mie har lavet fra øvesalene, kan jeg da også godt se, at det ser virkelig flot og danseagtigt ud. Men på den anden side har jeg jo været imponeret over ham hele vejen igennem og jeg ved jo i virkeligheden ikke en fløjtende fis om dans. Bevares, jeg kan selvfølgelig godt se om nogen danser i eller ude af takt, men når det kommer til hvordan knæene skal bøjes og hvornår hælene skal sættes i gulvet kommer jeg totalt til kort. Men de danser. Sammen. Så meget så det på videoerne faktisk ligner, at det er Thomas der fører Mie.
… Men man ved jo ingenting.
Ååååhh altså, jeg er nervøs.
Det ligger i virkeligheden slet ikke til mig sådan at være så nervøs og pessimistisk; jeg er altid hende der er overbevist om at alt nok skal gå – lidt som dengang jeg søgte ind på psykologi og troede på mig selv som en anden Pippi Langstrømpe – men i denne uge har jeg flere gange taget mig selv i at tale Thomas’ begejstring lidt ned. Tarveligt måske, men jeg kan bare næsten ikke holde ud, hvis han skal blive alt for ked af det, hvis nu han ryger ud. Så jeg prøver at forberede ham på at det måske kan ske og at de andre nydansere måske også føler sig bedre i denne uge end i de forrige og at han jo aldrig kan vide sig sikker. Som han selvfølgelig heller ikke gør, men han har alligevel knoklet lidt ekstra i denne uge og jeg tror i virkeligheden ikke at nederlaget er en option i hans tanker. Han vil videre og for fanden, hvor jeg håber at han kommer det.
Så drikker vi os sgu fulde, hvis han gør.
Og hvis han ikke gør, så drikker vi os sgu også fulde. Vi har jo trods alt ikke børn hjemme før vi selv henter dem i Sønderjylland på søndag, så hvis nogen af jer skal ud i København i aften, så tag jer ikke af hende aben der render og kysser alles kinder; det er bare mig.
For en gangs skyld har jeg drukket min kaffe i løbet af de ti minutter jeg nu har siddet foran skærmen og jeg tænker, at det er min ledetråd til at komme videre i teksten – der skal krudt i krydderen og rytme i kroppen. Ha’ en dejlig aften hvadenten I skal bruge den på sofaen, på middagsstolen, på dansegulvet, på vej mod varmere himmelstrøg eller på arbejde!