Da jeg kom ind på kontoret her til morgen (Okay, løgn! Klokken var 9.35, så det er vel nærmest at betragte som formiddag) blev jeg til min store overraskelse mødt af en knivskarp blomsterbuket, som mindede mig om, at en gråvejrsmandag måske er den allerbedste dag til at sprede lidt kærlighed. Det varmer i hvert fald lidt ekstra på en dag som i dag.
Derfor vil jeg i dag gerne dele et par – efter min uforbeholdne mening – uopdagede blogskatte, som i alle tre tilfælde beriger min hverdag, på hver deres måde.
Faktisk faldt jeg over CilleCilla, fordi Cecilia, som skriver den, er en ivrig kommentator på andre blogs; herunder også på min, hvor hun forrige sommer skrev til mig og bød mig velkommen i mit nye nabolag, hvor hun også netop var flyttet til, imens hun og hendes familie i øvrigt stod og havde et – dengang usælgeligt – hus i Sønderborg. Præcis som os! Derfor drak vi en kop kaffe, som sidenhen har udviklet sig til et venskab og for mig, selvfølgelig, en dedikation til Cecilias blog. Jeg er blevet vild med ikke bare Cecilia, men også med bloggen hun skriver, fordi hun på en skøn måde formår både at beskrive små hverdagsøjeblikke og anskue verden igennem et par kritiske – og synes jeg, vældigt kløgtige – briller, som for eksempel i indlægget HER, hvor hun stak til en stor artikel fra Berlingske Tidende. Jeg er vild med en kvinde der tør tage bladet fra munden.
Min nyeste blogforelskelse er uden tvivl “Maj My”, som er skrevet af en usædvanligt sej kvinde, Maj My, som udover at være mor til fire, er en kvinde, som har formået at mærke efter og følge sine drømme. Hun og hendes mand, Kristian, som for de fleste måske er bedre kendt som UFO, har for nyligt rykket teltpæle, unger og byliv op med rod og er flyttet til Ærø, hvor de nu lever dét liv, som jeg tror mange drømmer om. Livet i roen, i kontakt med naturen og ikke mindst med naboerne. Udover at være en absolut beundringsværdig kvinde, er Maj My også en fantastisk skribent. Sjældent har jeg stødt på nogen, som i sådan en grad formår, at drage mig ind i sine tekster, tanker, glæder og frustrationer, som Maj My. For nyligt skrev hun et indlæg om sit moderskab, som for mig ramte plet og overbeviste mig om, at jeg skal blive ved med at læse hendes blog meget længe endnu. I kan læse indlægget HER.
Jeg har virkelig været i tvivl om hvorvidt jeg skulle dele denne blog med jer. Ikke fordi den ikke er værdig til at blive delt, for den er fantastisk, men fordi den er så dragende, at der er en temmeligt stor risiko for at man kommer til at bruge rigtigt, rigtigt lang tid på at læse den, hvis først man går i gang. Bloggen skal nemlig læses fra start, synes jeg. Det fortjener den. En anden virkelighed er skrevet af Siff, som er mor til to børn, hvoraf den ældste, få dage før sin 4-års fødselsdag i 2012 fik konstateret en tumor i hjernen. Av, av, av. Heldigvis lever den lille, søde, megaseje pige stadig; et næsten normalt liv, endda. Men det er ikke uden kamp. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har tudet, imens jeg har læst denne blog, men jeg kan ikke lade være. Jeg har endnu ikke læst helt frem til dags dato, men af de år jeg har læst indtil nu, elsker jeg hvert et indlæg, selvom nogle af dem ikke er stort andet end et billede. Bloggen så dagens lys, for at have en kanal hvor familiens pårørende kunne følge med i forløbet, hvor det allerførste indlæg var en beskrivelse af dén dag hvor børnehaven ringede og opfordrede forældrene til lige at få tjekket deres lille pige, som pludselig opførte og bevægede sig anderledes end sædvanligt. Læs indlægget HER – men husk, det er barsk læsning.