Bananpandekager er både nemme, sunde og lækre! De kan bruges både til morgenmad og som dessert, hvis man bare lige topper dem “rigtigt” 🙂
Arghmen altså, så kom jeg til det igen. At lave sådan en seriøst god, lynhurtig snack, ud af ingredienser, som jeg altid lige har i køkkenet. Den slags snacks er de allerfarligste. Til gengæld er denne, i modsætning til kagen jeg skrev om HER, faktisk ret sund.
Det er bomben, hvis nogen spørger mig.
Det er altså ikke fordi jeg vil til at være madblogger – jeg er bare så over excited, at jeg er nødt til at dele det her med Jer. Så hvis du ikke orker opskrifter, så bladr videre for i dag, men hæng på; jeg lover at skrive om en hel masse andet også. Snart.
Måske kender du allerede bananpandekager, som er supernemme at lave og virkeligt lækre på mange måder.
Ellers er her en lynhurtig opskrift:
BANANPANDEKAGER:
Ingredienser – 4 stk:
1 banan
2 æg
1 dl havregryn
Smør og kokosolie til stegning
Fremgangsmåde:
Mos bananerne. Tilsæt æg og havregryn og rør godt rundt.
Steg pandekagerne i lidt smør og kokosolie på en middelvarm pande. Jeg plejer at have alle 4 pandekager på panden på én gang; så tager det kun lige 3 minutter at lave.
Pandekagerne smager superskønt alene eller med lidt skyr og friske bær.
Eller verdens bedste udgave, som jeg netop har eksekveret:
Bananpandekager med peanutbutter, bananskiver og lidt hakket mørk chokolade.
Er du vimmer, det smager godt!
Så godt så jeg kom til at lave dem som eftermiddagssnack OG som dessert i dag. Faktisk tror jeg ikke jeg har været SÅ grådig, siden jeg var gravid.
De er skønne, rimeligt sunde og kan med god samvittighed serveres for hele familien – til den lille, selvfølgelig helt naturale, som han for øvrigt elskede!