Stemningen summer og over højttalerne kører en dyb, tung bas. Det føles næsten som et småstresset hjerteslag og som sekunderne inden der sker noget uhyggeligt i gyserfilmen. Men det føles godt. Det er godt.
Forventningsfulde stemmer fylder rummet og jeg mærker, at det eneste jeg kunne ønske mig mere var, at bare én af dem rettede sig mod mig. Vi er et par stykker der er kommet uden ledsager, men selvom det får mig til at føle mig malplaceret, er det alligevel okay. For det føles godt.
Jeg er vild med at være her. Jeg har det som inden en stor teaterforestilling jeg har glædet mig til at se. Jeg vil drages, imponeres og ikke mindst inspireres.
Til venstre foran mig står en kvinde i en smuk koboltblå jakke. Hun er alene og jeg beslutter mig for at sige hej.
Klip til mig der sidder lige til venstre for scenen, 2.række, lige bag alle dem der faktisk er vigtige. Jeg mener, alle mennesker er selvfølgelig vigtige, men jeg sidder lige bag dem, der sådan for alvor er modebranche-vigtige. Mig, der lige for fem-seks minutter siden, havde følt mig som en bonderøv i storbyen og nu sidder jeg på 2.fucking.række.
Pigen jeg faldt i snak med, var ligesom jeg på ukendt jord, men hun vidste alligevel, at jeg formentlig kunne finde min plads med mit navn og det hele, på stolerækkerne foran de mange, mange mennesker der stod op og altså ikke var blevet tildelt en stol.
Fawk, det var sejt, man!
Barbara I Gongini-showet var nådesløst, ærligt og forførende ud over alle grænser. Jeg fik lyst til at være som dem. Som de benhårde modeller med de skarpe, kantede looks. Det var fuldstændigt som jeg hundrede gange har set det på tv – bare meget, meget bedre!
Storbyrotten er for alvor ved at finde sin plads i denne her bonderøv og manner, hvor jeg dog elsker, at der kan være plads til det hele inden i lillebitte mig.