Gratis fragt ved køb over 499 DKK

image

Av av, for en mavepuster jeg fik mig i aftes, da jeg loggede ind på bloggen for at tjekke de kommentarer der var kommet til mit seneste indlæg, som jeg nu – for at undgå øvrige misforståelser og efter aftale med Information, har slettet. Av!

Jeg følte mig pludselig som verdens største lort og muligvis – de kommentarer jeg havde fået til grund – med rette.

Jeg havde skrevet et indlæg omkring de forfærdelige hændelser i Bruxelles, hvor jeg i samme ombæring tippede om at man kunne tilmelde sig Informations nyhedsbrev – og ovenikøbet, ved at gøre dét, være med i lodtrækningen om en Ipad Air 2. Som jeg altså fik en del hug for.

Når jeg skriver her på bloggen, er det altid mine uforbeholdne tanker og meninger jeg lader strømme ud igennem fingrene, til tastaturet og videre ud til jer der læser med og jeg gør ikke nogen forskel, hvadenten et indlæg er sponsoreret eller ikke-sponsoreret. Mine indlæg er altid ærlige og de bliver hverken mere eller mindre ærlige, hvadenten jeg får eller ikke får betaling for at skrive dem. That’s it.

Derfor tænkte jeg ikke spor over, at det for nogen kunne virke som om jeg ville “lukrere” på terrorangrebene, da jeg skrev indlægget i går, som altså – som jeg skrev i gårsdagens indlæg – udsprang af mit eget pludseligt opståede behov for, at følge lidt bedre med i, hvad der sker i verden omkring mig. Det udsprang af, at jeg selv havde fået dårlig samvittighed over, at jeg havde brugt en hel dag på at fejre min mands fødselsdag med fællesbadning i poolen, fri leg i haven og hjemmebragte pizzaer til aftensmad – i stedet for at være bevidst om, hvilken frygt der endnu engang havde bredt sig i et af vores nabolande.

Netop den dårlige samvittighed og min iver for at være bedre opdateret, fik mig til at tænke på kampagnen for Information, hvor jeg følte at jeg “kunne slå to fluer med et smæk” – ikke fordi jeg kunne tjene penge, men fordi det – for mig – gav skide god mening, at skrive hvordan jeg havde det og hvad jeg egentlig gerne selv ville have gjort. Eller i hvert fald hvad jeg gerne vil gøre i fremtiden for netop at kunne følge bedre med og være bevidst om, når en katastrofe, som den vi så i går, opstår.

Retrospektivt kan jeg selvfølgelig godt se, at det ikke var mit smarteste træk og at min hensigt for mange kunne misforstås, men jeg håber virkelig, at I med dette indlæg forstår, at det ingenlunde har været min hensigt at bruge andres nød til min fornøjelse, men at jeg slet og ret “bare” skrev hvad der faldt mig ind. At det så tilfældigvis faldt sammen med et sponsoreret indlæg er for mig underordnet, fordi jeg – som jeg skriver ovenfor – ikke gør den fjerneste forskel på om et indlæg er sponsoreret eller ej. Alt jeg skriver er reelt og jeg lover jer, at I kan stole på, at jeg altid skriver fra hjertet.