Siden jeg indfandt mig onsdag morgen i træningssalen, som var proppet til randen med kvinder i alle former og aldre, har jeg været sat fuldstændigt til vægs med ømme muskler overalt i kroppen. Altså lige indtil for en times tid siden, da jeg ufortrødent besluttede at kaste et par ipren i halsen og omlakere mine røde negle, ovenpå endnu en dag under solens blide kys i godt selskab, på legepladser rundt om på Østerbro.
Jeg sidder i en bil bag en kyndig chauffør, på vej ind mod byen og alene tanken om, at jeg lige om lidt indfinder mig på en bar sammen med en ordentlig flok søde bloggere, som Cecilie fra SneglCille har sat i stævne til en bloggerfredagsbag, imens mine drenge hygger sig derhjemme med vores søde barnepige, har fået mine ømme muskler til at fordufte som studerende efter ottende time lige før sommerferien. Auf wienerschnitzel til stive led og sehr willkommen til en kold øl i solen! Bare mig. Og en masse andre bloggere, selvfølgelig. Jeg skal ikke holdes til ansvar overfor andre end mig selv og dén tanke, er temmeligt fantastisk på en lun forårsdag her i den allersidste uge af Thomas’ tourne.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg har været temmeligt meget on duty som mor de seneste måneder; og selvom jeg elsker mit voksne livs mest værdifulde job højere end noget andet, så er jeg også ved at være en lille smule mør over at være så meget alene. Derfor har jeg, som en snedigt udtænkt plan, i aften iført mig noget ganske ikke-opsigtsvækkende tøj og et par røde læber, således jeg kan tillade mig at snakke tungen af led, uden at drage alt for meget unødig opmærksomhed mod andet end det der kommer ud af munden på mig.
Jeg er trods alt stadig sønderjyde by heart.
God aften til jer – jeg håber den bliver forrygende, uanset om I griller pølser, drikker rosé, spiser bland-selv-slik eller kører jordbær med fløde ned, som udgjorde det hele bunden af madpyramiden. I min verden er det hele ok – det er forår og verden kan bare komme an