Gratis fragt ved køb over 499 DKK

Min store frygt, som du kan læse mere om i mit forrige indlæg, er endnu engang gjort til skamme. Jeg har haft børnene alene hjemme i et par døgn og har på intet tidspunkt skullet tilsidesætte den ene for den anden. Hurray!
Til gengæld har vi haft et stramt program (set i et jeg-har-næsten-lige-født-perspektiv), som bl.a. har indebåret fødselsdagsfest hos verdens måske sejeste 2-årige og verdens måske smukkeste 25-årige mor.
En fest for både børn og voksne. Faktisk mest voksne, fordi de fleste 25-årige åbenbart stadig ikke har fået børn, selvom vi er flyttet på landet. Men altså i børnehøjde. Om eftermiddagen.
Og så fest i fuld flor for de voksne om aftnen. Bortset fra mig. Ikke fordi jeg ikke kan gå ind under kategori “voksen”, men fordi min lille lækre baby nægter pure at tage anden næring til sig end mælk direkte fra babs. Jeg har ellers adskillige gange forsøgt at malke ud direkte i en flaske, for så at give baby naturlun superføde af plastiktud, men nej. Det kan på ingen måder accepteres.
Derfor må jeg – igen – være (bitre) KedeligLone og tage hjem med børnene til puttetid.
Jeg savner at være voksen på den unge måde. På den måde hvor nogle andre voksne kan passe på mine børn og hvor jeg kan drikke mig fuld og være supersocial og synge højt og danse og lære hele selskabet at drikke shots fra skuldrene.
For selvom jeg er blevet mor til to og min hverdag og mit hjerte er fyldt op af kærlighed til mine børn, så synes jeg jo stadig at det er fedt at feste. Sådan pisse fedt.
Netop derfor synes jeg også at det er ekstra nedtur at være hende, der forsigtigt lister afsted inden desserten og tager hjem. Med mine børn. Det er altså overhovedet ikke den måde jeg drømmer om at lave snigeren på.

Ja, vi gik før voksenmiddagen blev serveret, så min aftensmad så - igen - sådan her ud

Ja, vi gik før voksenmiddagen blev serveret, så min aftensmad så – igen – sådan her ud