Den søde pædagog fra dit barns børnehave er netop gået på barsel, men i stedet for en fast vikar har man besluttet at “lave lidt omrokeringer” i institutionen, så man sparer stillingen væk og i stedet – i spidsbelastninger – trækker på timelønnede vikarer. Der er nemlig ansættelsesstop.
Siden jeg fik foden indenfor i den offentlige sektor har jeg hørt på det dødssyge ord. Ansættelsesstop. Det giver mig kvalme.
Ansættelsesstop er som at tisse i bukserne på en kold vinterdag og det nytter ikke en skid. Sorry to say so, men på den lange bane, så er det formentlig langt mere rentabelt at give både medarbejdere og børn (eller hvem end den offentligt forvaltede ydelse henvender sig til) ordentlige vilkår at være under. For få medarbejdere, betyder ofte et forringet arbejdsmiljø, højere forekomst af stress og formentlig også et øget sygefravær; alt noget der – i hvert fald helst – skal dækkes af (dyre) vikartimer. Børnene, som ofte bliver mødt af nye voksne vil være mere udsatte for ikke at blive set, når de er i mistrivsel og de er derfor i risiko for, senere i livet, at komme til at kræve yderligere ressourcer af systemet.
Vi tisser i bukserne og gør ovenikøbet dagene for vores børn længere imens vi gør det.
Her i Københavns Kommune planlægger man at spare en pokkers masse penge, blandt andet på børne- og ungeområdet – formentlig ligesom det gør sig gældende mange steder i landet.
Det er selvfølgelig aldrig let med besparelser og det er kun sjældent fair overfor dem det går ud over. Til gengæld tror jeg, at besparelser som dem vi står overfor, kræver – hvis de skal føre noget der bare kan minde om forbedringer med sig – at vi vender bøtten på hovedet og stopper med bare at tisse i bukserne.
Hvis ansættelsesstoppet skal holdes i hævd og vilkårene for vores børn kontinuerligt forringes, så tror jeg simpelthen at vi er nødt til at se os om efter alternative løsninger.
I København, dengang der var massiv mangel på vuggestuepladser, kunne man indgå i en ordning med “pasning af eget barn” hvor man modtog en ydelse vistnok svarende til dén kommunen betaler for en vuggestueplads, mod at passe sit lille barn selv efter endt barsel. En skide fin ordning på mange måder, men også gennemhullet for udvikling. Den umiddelbare udgift for kommunen var selvsagt den samme hvadenten barnet gik i vuggestue eller gik hjemme, men til gengæld gik ingen af pengene ved det hjemmepassede barn til jobs og lønninger og man kan derfor antage at løsningen alligevel var (for) dyr for samfundet.
Problemet, for mig at se var, at man ikke måtte tjene penge imens. Overhovedet. End ikke en 10-timers stilling måtte man tage sig. Selvfølgelig er det fint, at man i udgangspunktet ikke ønsker at udbetale penge til nogen, som kan tjene dem selv, men ærligt talt, så var det dog smartere hvis de der modtog en ydelse, samtidig kunne spæde lidt til statskassen.
Jeg tænker at en mulig løsning kunne være, som man i hvert fald tidligere har gjort i nogle vandkantskommuner, at man som kommune tilbyder et vederlag på fx 50% af kommunens udgifter til institution, som forældrene kunne få mod at passe deres børn selv, imens det forøvrigt skulle stå forældrene frit for at tjene så mange penge som de lyster! Kommunen sparer penge og forældrene spytter i den store pulje, imens de har mulighed for at drage al den omsorg for deres børn, som de vil.
En sådan model er selvfølgelig ikke for alle og jeg siger heller ikke, at det nødvendigvis er det bedste at holde sine børn hjemme, men jeg er overbevist om, at vi skal til at passe bedre på os selv, vores børn og ikke mindst hinanden, hvis vi i fremtiden også vil have både mange og velfungerende børn, som er fulde af empati, nærvær og kærlighed.
Jeg kender ikke løsningen og den er selvklart mere kompleks end som så, men noget må vi kunne stille op…