Alle snakker om det og jeg skal være ærlig at sige, at jeg aldrig rigtig har troet på det før. Andendagstømmermænd. Folk snakker om at det sker, når man fylder tredive. I så fald føler jeg mig snydt. Jeg sidder i skrivende stund med ondt i huden, som er dér jeg primært mærker mine tømmermænd, og øjne der stadig ikke, til trods for at det efterhånden er tredive timer siden jeg, sammen med mine gode damer, fortrak efter verdens dejligste dag.
Jeg tror nærmere andendagstømmermænd handler om, at der ikke længere er tid til at holde førstedagstømmermænd.
Min mand var, som altid, en kæmpe stjerne i hele det her polterræs. Han havde aftalt med mine veninder, at passe drengene så længe som jeg overhovedet havde lyst og behov for det. Ingen slinger i valsen. Alligevel har jeg ikke formået i min efterrus i går, at se så meget som et minuts fjernsyn, ligesom jeg sådan set heller ikke har ligget på en sofa. Eller noget som helst andet sted for den sags skyld. Bevares, jeg lavede ikke dagens gode gerning, men det var ingenlunde på samme måde som for 5-6-7 år siden, hvor jeg ville skide i bukserne hvis jeg slappede mere af.
Heldigvis står i dag indtil videre endnu engang på solskin og jeg har nogle spændende møder med søde damer at se frem til og så satser jeg på, at lidt kaffe – som jeg på trods af mit normale daglige indtag omkring de seks kommer, ikke har drukket i snart to døgn – kan hjælpe på de her horrible, tidsrøvende tømmermænd, så jeg snart kan samle mig om at være med i kommentarfeltet, hvor jeg de seneste par dage har været usædvanligt tavs. I’m on in, ladies!
Ha’ en fantastisk (!) mandag. Kram en ven eller smil til en fremmed – det plejer at føles ret godt. Formentlig også med tømmermænd.