Alenetid

Siden jeg blev gravid første gang for snart 4 år siden, har begrebet alenetid ændret sig markant. Af flere omgange.

Inden jeg blev gravid betød alenetid noget med at sidde alene med fødderne ud af vinduet i min 4.sals delelejlighed på østerbro, med sushi i skødet, en cigaret i hånden og en masse tanker om mig selv og mit liv.

Da jeg blev gravid, ændrede alenetiden sig mere til “når-Thomas-var-ude-og-jeg-var-for-træt-til-andet-end-beverly-hills-90210”. Én gang spiste jeg 7 pakker twix i min alenetid. Det var jo også til babyen. Babyen som nu – på trods af at den endnu ikke var født – var blevet hovedperson i mit univers og mine tanker. I min alenetid drejede mine tanker sig ikke længere om mig og mit liv, men om vores fælles liv. Thomas, jeg og babyen. Mest babyen.

Da babyen kom til verden og viste sig at være et dejligt lille drengebarn, så var det som om mit løvemorhjerte befalede mig, at jeg skulle droppe al alenetid. Sådan for good. Så det gjorde jeg. Altså ikke for good, men for en periode, som jeg dengang troede skulle være for good. Jeg tilbragte aldrig tid med mig selv; og sådan set heller ikke sammen med min mand. Altså uden babyen. Og hvis vi så alligevel sneg os til at være alene sammen, så drejede vores samtaler sig – på min bekostning – udelukkende om babyen. Mit behov for alenetid var blevet en fytanke for mig selv og alenetid var nu noget jeg havde sammen med min mand, med min baby i tankerne.

Heldigvis blev babyen større og jeg blev kastet tilbage ud i det virkelige liv. Puha! Opstarten på job var benhård for mig og jeg fik pludseligt en udefinerbar kedafdethed indeni. Set i bagklogskabens bitre lys, tror jeg at en accept af egne behov (for alenetid) kunne have været medvirkende til, at jeg kunne have grebet ind overfor mig selv inden jeg nåede at bryde sammen og befale min familie at flytte til Jylland. Men altså, så sagt så gjort. Vi flyttede til Jylland og fik ro på og jeg fik mærket efter, hvad der er vigtigt i mit liv. Blandt andet, fandt jeg ud af, at jeg skulle redefinere mig selv. Jeg havde ændret mig i min rolle som mor, men havde glemt at få bearbejdet denne nye rolle overfor mig selv. For selvom jeg var blevet nogens mor, så var jeg jo også stadig mig. Det skulle jeg lære mig, at give plads til. Alenetid var blevet noget jeg skulle lære at acceptere et behov for.

Da først jeg begyndte at lære mig selv at kende igen, kom jeg af med min kedafdethed. Alenetiden om mig – hvadenten det var sammen med min mand, med veninder eller bare med mig selv – gav mig lige præcis den frihed i mit nye liv, som jeg havde brug for.

Og så besluttede vi at lave endnu en baby.

Det var med en stor frygt for, at alt igen skulle gentage sig, med de overvældende og altopslugende følelser af at skulle være den “perfekte mor” – og dermed give afkald på mig selv. Og til dels også min mand. Heldigvis blev det på ingen måder sådan.

Graviditeten anden gang bar præg af en helt anden ro og jeg nød, at jeg – på trods af det voksende liv indeni mig – fortsat kunne leve mit liv “uforstyrret”. I min første graviditet kunne jeg ikke føre en samtale uden at skulle tale om den kommende baby og jeg kunne nærmest blive irriteret på veninder, hvis de krævede at mine tanker skulle kredse om andet end babyen. Her anden gang var jeg selvfølgelig hele tiden bevidst om den lille baby i min mave, men det var på ingen måder mit hovedfokus i hverdagen. Eller i det hele taget.

Nu er den nye baby 2½ måned gammel og jeg bilder mig selv ind, at alt er anderledes end det var med den første. Jeg er stadig mig og kan godt fungere uden at kigge på min baby hele tiden. Alenetiden føles i virkeligheden større nu end nogensinde før. Måske fordi jeg har accepteret mit behov for at have den og nyder de stunder jeg har med mig selv. Både alene og i selskab med andre. Alenetid er for mig nemlig nærmere blevet udenbørntid. Udenbørntid, hvor jeg ikke behøver tænke på andres behov forud for mine egne. Det er selvklart at alenetidens kvantitet kun er blevet mindre efter jeg har født vores andet barn, men ikke desto mindre er den der og jeg har accepteret mit behov for den og kan derfor i langt højere grad nyde den.

Mit behov for alenetid er derfor også årsagen til denne blog. At sidde og skrive blogindlæg, giver mig god tid til refleksion over mit liv og dét er i virkeligheden den allerbedste alenetid jeg kan komme i tanker om. Så tak fordi du læser med og er med til at give mig frirum.

De næste par dage drager min mand og ældste søn til Mors sammen med min far. Det betyder alenetid til mig. Alene sammen med min baby. Og ih, hvor jeg glæder mig. Til uforstyrret samvær med min baby og til migtid når han sover.

Kys fra Cana