Jeg trillede alt for sent ud af sengen og kunne nøgent konstatere, at der lå sne på min altan. Sjap-sne, for at være mere specifik. Ikke bare på altanen, men alle vegne.
Fuck, altså.
Egentlig har jeg overhovedet ikke noget imod sne, så længe det bare er sådan noget rigtigt sne, der ikke bliver til sorte pytter af grød, så snart det er blevet trådt på. Det her, det var hundrede procent ikke rigtig sne og fordi jeg i dag skulle et blog-event, kunne jeg overhovedet ikke overskue det. Det var nemlig ikke et hvilket som helst blog-event. Næh, det var et blogevent, som Elle stod bag. I ved, den Elle. Modemagasinet, som jeg egentlig aldrig har kunnet identificere mig med, fordi det er så meget pænere end jeg nogensinde kommer til at blive, men som jeg alligevel altid har set lidt misundeligt op til. De har simpelthen – for allerførste gang – inviteret mig med til ét af deres events og så skulle jeg – og mit hår, der altid kruser skørt når det bliver ramt af den mindste smule regn (eller sne) – kraftederme igennem dét der vejr for at komme derhen.
Det virker måske tosset, at have det sådan, men når den allerpæneste pige i klassen en dag inviterer til fest, så dukker man selvfølgelig op og man gør sig selvfølgelig umage for at gøre et godt indtryk.
Jeg trak huen lidt ekstra godt ned om ørerne og halstørklædet ditto op og satte på cyklen de få kilometer der var, op til eventet. Det virkede overhovedet ikke til at holde håret pænt, men til gengæld kunne selfiekameraet på min telefon, som jeg tjekkede lige inden jeg gik ind, afsløre at jeg havde fået sådan nogle underlige streger i panden fra min hue, på samme måde som jeg altid får det på kinderne når jeg har sovet. Ak ja, jeg er jo også bare en lille sønderjyde, som er vokset op i røde træsko, så hvorfor skulle jeg ikke også bare bekende kulør med det samme og afsløre, at jeg altså ikke er nogen rigtig modetrunte. Invitationen var sgu nok en fejl… Bevares, jeg ved hvad jeg synes er pænt og jeg synes da sådan set også at jeg har en helt udmærket garderobe, men jeg bliver altså aldrig nogensinde ligeså pæn – eller modebevist – som dem fra magasinerne. Til dét er jeg slet og ret for nærig.
På vejen ind på My Poké hvor eventet skulle afholdes så jeg ryggen på én jeg kender sådan lidt overfladisk. “Heeeej” fløj det ud af mig og hun vendte sig om. “Nej, gud hej! Hvor hyggeligt at du også kommer!” svarede hun og gav mig et knus “kom med indenfor”. Det var som om hun var helt normal. Jeg gik med hende ind og vupti – der var Sneglen. Shit, det var nemt! Hej og kindkys og af med frakken. Der var flere jeg kendte og vupti-vapti, efter en halv kop kaffe og lidt sludren i krogene, skulle vi til bords. Nogen sagde noget officielt og så måtte vi spise – og ja, så sludrede vi lidt igen, inden vi gik hver til sit.
Business as usual, mand!
Det fine og meget, meget moderigtige blogevent viste sig – selvfølgelig – at være fuldkommen ligeså afslappet, som de fleste andre blogevents jeg har været til igennem tiden. Den pæne pige fester altså på præcis samme måde som alle os andre, så at sige, og efter et par timer, takkede jeg af og satte kursen videre mod confettikontoret. Med rank ryg – ganske uagtet om de nogensinde inviterer mig igen, eller om det var en engangsforseelse. Jeg er trods alt stadig hverken for fin til træsko eller for bondsk til stiletter.