Det var helt klart værst i går. Savnet.
At vågne op, helt alene, den første dag i et nyt år, med tømmermænd og vabler på fødderne og ringe til en veninde, for at ønske godt nytår og sludre, imens hun diskret forsøgte at forklare sin yngste, at han skulle spise sin rugbrød, var det værste. Det var dér tårerne trillede lydløst ned over kinderne på mig.
Fordi jeg savnede mine børn.
8 dage. Så længe er det siden jeg sidst har kysset og krammet mine børn.
De har været i Disneyland. (Ja, lige akkurat dér, af alle steder – jeg ved det godt, men det må vi snakke om en anden gang). Heldigvis har vi kunnet facetime lidt i ny og næ og det lader til, at de (selvfølgelig) har haft det smaddergodt. Hel-dig-vis! Det samme har jeg. I hvert fald hvis man lige ser bort fra de nætter, hvor mareridtene om forsvundne børn og terrorangreb har fyldt mere end søvnen. De har gudskelov været i fåtal, de lange nætter og jeg ville lyve stort, hvis jeg sagde, at jeg ikke også har nydt tiden herhjemme, uden at skulle tage ansvar for andre end mig selv.
Lejligheden har fået en ordentlig overhaling, imens jeg har trukket stikket fra min forretning og mit hoved og brugt usædvanligt meget mere tid i både sofa og seng, end jeg plejer. Bevares, sidstnævnte selvfølgelig også på grund af sporadiske tømmermænd, som jeg på én eller anden måde også har nydt, fordi jeg ikke har skullet præstere andet end at tage var på mig selv, imens jeg har haft dem. Jeg har nydt at kunne danse natten lang (ad flere omgange), at kunne sove (relativt) længe, at se uforstyrret fjernsyn, at gå lange ture og alt det andet jeg har brugt min tid på. Selvfølgelig har jeg det.
Men nu er solen endnu engang ved at gå ned og jeg savner mine børn, som heldigvis kommer hjem lige om lidt.
Lige om lidt.
Lige om lidt ringer de utålmodigt på dørtelefonen og jeg iler ud for at åbne op så hurtigt jeg kan, for at blive mødt af ivrige “hej moaaar!” og funklende øjne, som altid lyser på en helt særlig måde, når vi har været adskilt i mere end en arbejdsdag.
Jeg gør hvad jeg kan, for ikke allerede at få glædestårer i øjnene over udsigten til, meget snart, at have mine drenge i mine arme igen. Jeg gør lige akkurat hvad jeg kan.