Det er altså ikke hyppigt set at veerne – særligt hos førstegangsfødende – ikke bliver bare tilnærmelsesvist regelmæssige, førend pressefasen går i gang. Ikke desto mindre, så var det altså dét denne kvinde oplevede, da hun endte med at føde hjemme i stuen, efter at være blevet sendt hjem fra hospitalet med beskeden om at ringe igen, når veerne var regelmæssige…
En fødsel, der lige pludselig gik meget stærkt
Jeg havde siden morgenstunden haft begyndende veer, men jeg var rimelig sikker på, at de ville gå i sig selv igen, hvilket jeg også fik overbevidst min kæreste om. Det var jo 3 dage før termin, og som førstegangsfødende regnede jeg med, at min tålmodighed virkelig skulle sættes på prøve.
Omkring kl. 17 begyndte veerne at tage lidt til og jeg gik i bad for at gøre et eller andet. Det var meget dejligt og afslappende, trods den meget trænge plads i badet med min store mave. Herefter fik jeg lidt at spise og lagde mig så på sofaen og slappede af. Omkring kl. 19 synes jeg, at veerne blev noget kraftigere og kom hyppigere, så vi ringede ud til fødeafdelingen, men fik besked på at veerne stadig var for korte og uregelmæssige. Jeg tog mig endnu et bad (ja vandregning var altså ikke lige førsteprioritet den aften), og veerne tog fortsat til i styrke, men var stadig ligeså uregelmæssige som de hele tiden havde været.
Omkring kl. 23 ringede vi endnu engang til fødeafdelingen. Jordemoderen sagde, at vi gerne måtte komme, så jeg kunne blive tjekket, men at vi højest sandsynligt ville blive sendt hjem igen, ud fra det jeg fortalte. Vi havde i dagens anledning lånt en bil, og jeg havde virkeligt meget brug for en status, så vi kørte derud omkring midnat.
Da vi kom frem, blev vi vist ind på en stue, hvor vi ventede på den jordemoder der skulle tjekke mig. Jeg var på daværende tidspunkt 2 cm åben, og jordemoderen mente heller ikke, at veerne var kraftige nok. Jeg var altså endnu ikke i aktiv fødsel. Så som vi var blevet varslet i telefonen, blev vi sendt hjem igen med besked på at få sovet og spist lidt, mens vi stadig kunne. Jeg fik et ”sovesæt” med lidt beroligende og smertestillende, og så skulle vi ringe igen, når veerne var blevet stærkere, længere og kom regelmæssigt – Ja tak, ikke lige det man havde mest lyst til at høre, når man egentligt synes at veerne allerede var virkeligt kraftige og var ret svære at komme igennem. Bilturen hjem var hård. Jeg synes nærmest jeg havde veer konstant, og stillingen i et bilsæde var ikke ligefrem den mest komfortable at komme igennem veerne på, men hjem kom vi. Jeg fik også sagt (eller råbt) til min kæreste, at så snart vi kom på fødeafdelingen igen, ville jeg have en epidural med det samme. Stadig helt uvidende om at den tanke var helt overflødig.
Med udsigt til en lang nat og efterfølgende dag i vente, blev min kæreste sendt i seng. Han kunne lige så godt få lidt søvn, mens jeg kæmpede mig igennem veerne. Fra vi kom hjem, omkring kl. 01.45, gik der en halv times tid før jeg havde overskud til at få taget ”sovesættet”. Jeg fik lagt mig på sofaen og lå med hovedet godt begravet i en pude under hver ve. Der var stadig intet regelmæssigt over veerne. Det frustrerede mig virkeligt meget, og gav mig følelsen af, at det ikke gik fremad, selvom veerne blev stærkere og stærkere. Jeg tænkte ved mig selv, at det her da godt nok ville komme til at tage lang tid, hvis ikke der snart kom lidt regelmæssighed.
Jeg skulle egentligt på toilettet, men jeg kunne ikke tage mig sammen til at komme derud, fordi veerne var for stride. Omkring kl. 3 kommer jeg op fra sofaen, og beslutter mig for at tage endnu et bad i håb om lindring, så jeg får mit tøj at og går ud på toilettet.
Da jeg sidder på toilettet bliver mine veer kraftigere end tidligere, og jeg begynder at få en underlig fornemmelse i kroppen. I desperationen tænder jeg bruseren og begynder at bruse mig selv på maven og lænden, mens jeg sidder på toilettet (eneste tidspunkt hvor jeg virkeligt satte pris på vores meget lille lejlighedstoilet). Jeg pressede fordi jeg jo skulle på toilettet, og med ét gav det et ordentligt plask ned i toilettet. Jeg forstod ikke helt, hvad der skete, men så gik det op for mig, hvad det var for noget vand, der havde sagt plask. Jeg får råbt på min kæreste og efter lidt tid kommer han mindre fortumlet ud, og ser mig på toilettet uden tøj på og vand over alt (den situation ville jeg gerne have set udefra).
Han går lidt i stå (fair nok, han er lige blevet vækket af sin råbende, fødende kæreste), så jeg får fortalt ham, at vandet er gået, og han ringer til fødeafdelingen med det samme. Han fortæller kort situationen og får det også gjort klart, at jeg på ingen måde kan komme ned i en bil på nuværende tidspunkt. Telefonen kommer på medhør, så jeg selv kan snakke med jordemoderen, og hun spørger om jeg kan mærke hovedet, hvilket jeg ikke var klar over. Jeg kunne bare mærke et eller andet blødt (men altså hvordan er det lige et hoved mærkes, når det ikke er født endnu). Hun får hurtigt sendt en anden jordemoder og en studerende afsted hjem til os, og heldigvis er den søde jordemoder i telefonen god til at guide mig igennem veerne, og hun får samtidig fortalt, at vi godt kan forberede os på, at vi snart skal holde fødselsdag.
De 20 minutter det tager, før jordemoderen og den studerende ringer på vores dør, er nok de længste 20 minutter vi har oplevet, men de nåde heldigvis frem i tide. På en eller anden måde kommer jeg op at stå og bliver bakset ind på vores sofa, hvor de har dækket at og gjort alle deres ting klar. En halv time efter de var kommet ind af døren, tager jeg selv imod vores lille skønne dreng.
Siden fødslen har vi talt med den jordemor, der kom hjem til os og hun fortalte at vi virkede overraskende rolige da de kom. Både jeg og min kæreste var enige om at det langt fra var ro vi følte inden i, men det er vildt hvordan man kan bevare fatningen i uventede situationer. Det er betryggende at vide, at vi i Danmark har så gode fagfolk der gør et fantastisk stykke arbejde, trods travlhed.
Kæmpe cadeau og særlig tak til de to fantastiske jordemødre, der fik os trygge igennem fødslen. Selvom jeg på ingen måde kunne have forestillet mig hvordan det hele ville forløbe, kunne jeg ikke have drømt om en bedre måde at få vores lille dreng til verden på. Min kæreste og jeg er også begge enige om, at (en forhåbentlig) næste gang bliver en planlagt hjemmefødsel, hvis dette kan lade sig gøre.