Som en krølle på ugens hale kommer her en lille opsummering og refleksion over mit liv de seneste syv dage.
Allerførst må jeg lige indskyde, at det simpelthen gør mig så glad at I tog så godt imod mit refleksionsindlæg i sidste uge. At nogle af jer endda også havde lyst til at svare på hvordan jeres uge havde været, gør selvfølgelig kun glæden større og jeg håber således også at nogen måske skulle få lyst til at gøre det samme i denne uge. I hvert fald har jeg forsøgt at gøre det lidt lettere, ved at skrive mine refleksionsspørgsmål ind nederst i indlægget, så det er nemmere at holde overblikket for jer, hvis I vil være med.
Tid til eftertanke
Hvad har været højdepunktet i den forgangne uge?
Ugens højdepunkt på uden tvivl være fredagsbaren på kontoret i fredags. Vores lille kontor i Confetti ligger i hus sammen med en række andre kontorer og jeg skal lige love for, at taget letter, når vi mødes over kagekone, mokai og dåsebajere. Da vi var løbet tør for både det ene og det andet, stak vi ned på Sliders ved Enghaveplads og indtog deres karaoke-rum i allerbedste “vi-har-drukket-alkohol-og-spist-kagemand-i-fire-timer”-stil og selvom jeg retrospektivt nok kan være lidt i tvivl om jeg nu også mindede så meget om Freddie Mercury som jeg følte et kort øjeblik, så elskede jeg hvert sekund. (Og nej, jeg er ikke flov over at være sådan én der tror jeg er ham fra Queen når jeg har drukket tre øl. Ikke særligt meget i hvert fald).
Hvornår har jeg smilet mest?
Udover fredag? I dag, da mine børn kom hjem efter at have været hos deres far siden tirsdag eftermiddag. Der findes ingen, som kan få mig til at smile som dem.
Hvad har været lavpunktet? (Og var der alligevel noget godt at finde ved det?)
Lavpunktet i denne uge var, da jeg, en aften imens jeg var alene hjemme og på grund af noget så dumt som et opslag på instagram, pludselig følte mig som det mest uduelige og ensomme menneske i verden. Heldigvis fik dén følelse mig til at forstå, hvor fantastisk en veninde jeg har i SneglCille, da hun befalede at komme forbi med kaffe og fastelavnsboller dagen derpå. Ja, hun befalede det, for hun vidste nemlig godt at jeg havde takket venligt nej, hvis hun bare havde tilbudt at hjælpe. Den slags mennesker som ved at man af og til skal befale den slags, er guld værd og jeg er meget, meget taknemmelig for at have hende i mit liv <3
Hvad har jeg haft det bedst med at have på?
Mine nye støvler fra Balmain! De er ubetinget både de sejeste og dyreste støvler (selvom jeg fik dem til halv pris) jeg nogensinde har købt og jeg elsker dem allerede!
Hvad er det bedste jeg har spist?
Med fare for at I allerede nu, to uger inde i det her refleksionsprojekt, begynder at tro at jeg spiser virkelig usselt, så må jeg altså erkende at den falafel-durum jeg satte til livs i går, var ugens bedste måltid. Men hey – jeg havde tømmermænd og det var altså en virkelig god durum! Den var fra det sted der hedder “Durumbar Øst” som ligger på Østerbrogade lige udenfor Trianglen og de laver altså – in my opinion – Københavns bedste durum. Eller næstbedste, efter dem fra Bobbabella i Tivoli Food Hall, som muligvis er et lille my bedre.
Hvad har jeg lyttet til, eller set? (Radio, tv, etc)
Jeg har set “Mit Hemmelige Match” på DR og jeg er helt pjattet med det. Hvis nogen endnu ikke har set det, kan jeg fortælle at det er et program om 10 unge mennesker, som flytter sammen ind i en villa. De tror at de bare skal bo sammen og filmes imens, men i virkeligheden er det et socialt eksperiment hvor de via forskellige personlighedstests er blevet matchet på kryds og tværs. For nogle er der kærlighedsmatches, for andre er der venskabsmatches og så er der, så vidt jeg har forstået nogen som slet og ret bare er dårlige matches og jeg er så spændt på at se hvordan det kommer til at løbe af stablen, når de unge mennesker snart bliver præsenteret for dem. Jeg er super spændt på at se, om man rent faktisk har kunnet matche (eller ikke-matche) nogen sådan som det rent faktisk har udspillet sig i virkeligheden – eller om tilfældighedernes spil og fysisk tiltrækning vejer tungere end vores personlighedstræk på papiret. Og okay, så er jeg heller ikke et bedre menneske, end at jeg også glæder mig til at se hvad det kommer til at gøre ved dynamikkerne i huset, når eksperimentets sande formål bliver afsløret 🙂
Hvad ser jeg mest frem til ved ugen der kommer?
At solen burde være stået op, når jeg cykler afsted med drengene om morgenen!! I følge DMI skulle solen angiveligt vågne allerede klokken 07.30 og vi cykler først 07.40, så nu krydser jeg bare fingre for tørvejr og ikke-alt-for-mange-skyer, så vi kan få sol i ansigtet fra morgenstunden. Dét ser jeg kæmpe meget frem til!
Hvordan har den seneste uge været for jer? (svar gerne på spørgsmålene)
Hvad har været højdepunktet i den forgangne uge?
Hvornår har jeg smilet mest?
Hvad har været lavpunktet? (Og var der alligevel noget godt at finde ved det?)
Hvad har jeg haft det bedst med at have på?
Hvad er det bedste jeg har spist?
Hvad har jeg lyttet til, eller set? (Radio, tv, etc)
Hvad ser jeg mest frem til ved ugen der kommer?