Min teori er, at månen simpelthen må have slået nogle gevaldige kolbøtter i nat, sådan som min førstefødte gjorde det akkurat samme. Han var oppe intet mindre end tre gange – for at tisse, for at at drikke vand, for at skifte tøj fordi han havde spildt vand og for at tisse igen – inden han den fjerde gang havnede inde i dobbeltsengen ved siden af mig, hvor roen gudskelov endelig indfandt sig. Jeg ved selvfølgelig godt at det intet er at sammenligne med de af jer, der er så heldige at være mødre (eller fædre, hvis I er nogen af dén slags der læser med her) til babyer, men for mig, som mor til efterhånden store og ret godt sovende børn, er det altså en voldsom omgang. Derfor var jeg lidt ekstra sløv i betrækket her til morgen hvor jeg ovenikøbet opdagede – gudskelov i tide – at jeg i min iver for at få de fastelavnsboller vi spiste i går bragt sikkert op på fjerde sal, fuldkommen havde glemt at tage ladcyklens batteri med i samme ombæring. And may I tell you – det er død og pine hårdt at cykle med to børn i ladet med sin egen lille tirsdagstrætte rugbrødsmotor alene, når man ikke er vant til det!
Nuvel, vi tog turen til bens og selvom jeg til evighed vil foretrække at cykle frem for at gå, når det handler om at komme bestemte steder hen på bestemte tidspunkter, så var det faktisk helt vildt hyggeligt. Vi fik snakket om vind og vejr (og om at vi glæder os helt vildt meget til at skulle på ferie til foråret) og da vi stod ved Jens’ skole en lille halv time senere, var humøret højt. Vi sagde farvel, og Peter og jeg satte kursen videre mod børnehaven, hvor han blev afleveret i fuld firspring og med glade kys, inden jeg begav mig ned ad trapperne og ud mod gaden.
På vej ud kom én af Peters gode venner – lad os kalde ham Gustav – løbende ind sammen med sin far. “Godmorgen” sagde jeg smilende til ham, bevidst om at det rent faktisk var blevet en helt god morgen, til trods for at jeg i dét øjeblik vækkeuret ringede halvanden time tidligere, havde været ganske overbevist om noget andet. “Min far sover kun i underbukser” sagde Gustav smilende tilbage, som var dét det mest naturlige i verden at fortælle mig som det allerførste. Og lige akkurat dér, blev enhver snert af tvivl om, hvorvidt dagen skulle blive god eller ej, verfet af banen – for gu bliver i dag en god dag. Ikke fordi Gustavs far sover i underbukser, men fordi det ikke var mine børn, der fortalte nærmest fremmede hvad jeg (ikke) sover i, ha ha.
Han tog det heldigvis pænt, faderen, og jeg bilder mig ind at jeg (næsten) gjorde det samme. I hvert fald smilede jeg til dem begge to og glædede mig hvor umiddelbare børn er.
Jeg elsker børn og jeg elsker mit liv og jeg elsker, at en skidt start på dagen så hurtigt kan blive skiftet ud med noget der er væsentligt bedre – man skal bare lige huske at tage de rigtige briller på for at se det.
God dag!