Heldigvis fik historien den eneste rigtige udgang, da en kunde forleden overfuste en 16-årig medarbejder i Føtex. Kunden kom angiveligt ind i butikken og bad om hjælp til at finde et par cowboy-bukser, hvorefter han blev præsenteret for én af de ansatte i herretøjsafdelingen; en 16-årig pige med tørklæde. Ja, normalt ville detaljen om tørklædet selvfølgelig være fuldkommen ligegyldig at nævne, men lige i dette tilfælde er det altså ret essentielt, eftersom det vakte anledning til at kunden højlydt gav til udtryk, at han ikke vil betjenes af pigen. På grund af tørklædet og hendes dermed tydelige tilhørsforhold til Islam. “Jeg vil bare gerne ekspederes neutralt, og jeg ønsker ikke at blive påduttet nogen religion” skriver Amtsavisen (HER) at manden til sit forsvar havde sagt.
Lykkeligvis prellede mandens argument af hos varehuschefen, som tydeligt påpeger, at kunden må finde et andet sted at handle, hvis han ikke kan acceptere at medarbejderne kan og må være iført tørklæde i Føtex. Ja, faktisk fremhævede han i samme omgang at: “Jeg har overhovedet ikke noget udestående med de af mine medarbejdere, der bærer tørklæde. De har lige så meget ret til et arbejde i Danmark som alle mulige andre. Den pågældende medarbejder i sagen her er en sød pige, hun taler flydende dansk, og hun yder kunderne en super god service. Det har jeg slet ikke noget at udsætte på, tværtimod” (Amtsavisen, HER).
Selvfølgelig, tænker jeg. Og hvor er jeg bare glad for, at historien sidenhen har spredt sig for alle vinde, så vi (igen) kan få anledning til at minde hinanden om, hvor fuldkommen afsporet det er, at diskriminere kvinder med tørklæde.
“Jeg vil ikke påduttes islam” lyder argumentet, men helt ærligt, det bliver man sgu da heller ikke af hverken at se på eller at tale med en muslim – heller ikke selvom hun måtte bære tørklæde. I hvert fald ikke så længe man bare snakker om vind og vejr – eller om cowboybukser, som i tilfældet her, for dén sags skyld. Det svarer til at sige at jeg ville blive “påduttet” at møde op i hallen hver lørdag klokken 11 for at spille håndbold, bare fordi jeg så eller – gys! – snakkede med nogen iført træningssko. Det bliver jeg ikke. Muligvis tænker jeg “dine sko afslører at du måske spiller håndbold” når jeg står i situationen, men ikke i ét sekund bliver jeg påduttet selv at gøre eller noget som helst håndboldrelateret. Bevares, jeg kunne måske blive inspireret, men så var det sgu nok fordi jeg syntes at håndbold var interessant.
Hvis det virkelig var så let at rende og “pådutte” hinanden alt muligt, så ville samtlige reklamebureauer verden over jo lukke, fordi virksomhederne bare kunne sætte et skilt op over en befærdet vej, med et billede af deres produkt – og bum, så ville vi allesammen blive hjernevaskede til at købe det. Det holder jo ikke en meter.
Hvis mødet med en pige der bærer tørklæde virkelig ender med at få dén effekt på nogen, at de får tanker om at indtræde i Islam, så er det sgu nok fordi de i forvejen (eller efterfølgende) har sat sig rigtigt godt ind i hvad Islam er for en fisk – og at de kan lide det. Det nytter simpelthen ikke at vi render og tror at andre er så dumme, at de ikke selv formår at træffe fornuftige beslutninger vedrørende egen religion og jeg synes faktisk at det er direkte pinligt, at nogen i Danmark – et land hvor vi altid taler om tolerance og forståelse som nogle af vores fundværdier – stadig kan få sig selv til direkte at nedgøre andre religioner end dem vi selv tror på.
Til sagen sagde Martin Henriksen (politiker fra Dansk Folkeparti): “Når man bærer et så markant religiøst og ideologisk symbol, så siger man også: Jeg er muslim, og det skal I alle sammen vide, og hvis I ellers har problemer med islam, må I bare finde jer i det” (Jyllandsposten, HER). Vi er – Martin Henriksen og jeg – naturligvis ikke enige om fortolkningen af hans ord, men ikke desto mindre, så synes jeg faktisk at han rammer hovedet på sømmet. Det kan da godt være at det bliver helt tydeligt, at piger som bærer tørklæde i én eller anden udstrækning lever efter Islam, men det må vi andre sgu da nemlig bare finde os i. Det har ikke noget med os at gøre, og hvad andre mennesker tror – eller ikke tror – på, kan simpelthen ikke være op til andre end dem selv. Punktum.
Derfor vil jeg som en afslutning bare gerne lige sende en kærlig tanke og et tak til den søde varehuschef som i dén grad har forstået vigtigheden af at udvise godt og stærkt lederskab, ved at kære sig om sine ansatte og – selvfølgelig – passe på dem, når de bliver uretfærdigt behandlet af vrede kunder. Tak for det og for at statuere det gode eksempel på, at de kunder der ikke måtte være i stand til at affinde sig med, at gode medarbejdere ikke er afgjort ud fra religiøse overbevisninger, må gøre deres indkøb andetsteds. Det er eddermamer en stærk udmelding og jeg er vild med den. Flere som ham, tak.