Malawi er et ekstremt fattigt land, hvor to tredjedele af befolkningen er under 25 år og hvor lige knap halvdelen af pigerne bliver gift inden de er fyldt 18 år.
Om lige akkurat 16 dage rejser jeg endnu engang ud i verden og jeg kan simpelthen ikke helt finde ud af hvordan jeg har det med det. Bevares, jeg glæder mig da, men fordi jeg på mange måder er så usikker på, hvad jeg rent faktisk skal ud og opleve, er jeg også nervøs, for hvordan det bliver.
Jeg skal til Malawi i forbindelse med Danmarks Indsamling, som her i januar fylder store dele af sendefladerne på flere af DRs kanaler og som kulminerer i det store show I nok allesammen kender, på DR1 d.2.februar. Og som jeg altså, for tredje år i træk, har fået lov til at være en lillebitte del af, ved at rejse ud til ét af de steder vi samler ind til, for at kunne se, opleve og mærke, hvilke udfordringer menneskerne der oplever og hvilken forskel vi forhåbentligt kan gøre, ved at skaffe midler til de hjælpeprojekter der er søsat de pågældende steder.
I år skal jeg ned og se ét af Folkekirkens Nødhjælps projekter, som har til formål at stoppe børneægteskaber og for fanden hvor giver det bare god mening. Til gengæld frygter jeg også, hvad og hvem jeg kommer til at møde på min vej mod forhåbentligt at få en bedre forståelse for livet som pige eller kvinde i Malawi.
Læs også indlægget “Den vildeste dag” som jeg skrev da jeg var med Danmarks Indsamling i Somaliland sidste år.
Da jeg i sin tid blev spurgt om jeg ville med på turen, vidste jeg endnu ikke hvilket fokus Danmarks Indsamling ville have for i år og jeg vidst endnu mindre, hvor grelt det rent faktisk står til, særligt for kvinderne i Malawi. Jeg vidste at det er ét af verdens allermest fattige lande, men at kvinderne dernede – så vidt jeg kan forstå nu hvor jeg har sat mig lidt bedre ind i sagerne – er mere undertrykt end noget andet sted jeg nogensinde har været, er virkelig kommet som en overraskelse for mig.
Jeg ved ikke om I kan huske den forfærdelige historie der fyldte en del i medierne for nogle år tilbage, om en mand, der stod frem og fortalte om, hvordan han var blevet betalt penge for at have sex med unge piger i sit lokalsamfund? Han var HIV-positiv og havde alligevel ubeskyttet sex med over 100 piger, som en del af deres transformation fra pige til kvinde. Mod betaling fra pigernes forældre vel at mærke, fordi man altså tror, at pigerne skal “renses” via denne mand (som også kaldes for en “hyæne”) inden de er parate til at træde ind i voksenlivet, med alt hvad der tilhører sådan ét.
Faktisk tror man at både pigerne og deres familier vil blive ramt af alvorlig sygdom eller endda død, hvis pigerne nægter at have sex med “hyænen” og hvis I ikke tror jeres egne øjne, når I læser det her hos mig, kan jeg anbefale jer at høre den danske dokumentar som blev sendt på P1 for et års tid siden HER, som beskriver det hele ret godt.
Når så pigerne er blevet “renset” ved hyænen, bliver de ofte gift bort til en ældre mand, som betaler familien en “brudesum” (typisk et par geder) for hende. Herefter tilhører pigen den nye mand og hans familie og det er altså ikke sjældent at hun udsættes både for vold og seksuelt misbrug i den nye og meget uligeværdige relation.
Det sker selvfølgelig ikke altid sådan, men faktisk bliver lige knap hver anden pige i Malawi gift før hun er fyldt 18 år. Crazy shit!
Som en konsekvens af de mange børneægteskaber, ser man i Malawi desværre også rigtigt mange børnegraviditeter. Udover at de tidlige graviditeter giver pigerne en øget risiko for alvorlige komplikationer under fødslen, fordi deres kroppe simpelthen ikke er færdigudviklede, så har det desværre også den alvorlige konsekvens, at de unge mødre får endnu dårligere muligheder for uddannelse og de har en markant øget risiko for at leve i dyb fattigdom.
Man kunne selvfølgelig spørge sig selv om, hvorfor pigerne dog ikke gør opbrud mod de tidlige ægteskaber og mod de mænd, der med pres fra samfundet tvinger dem til sex, men det er naturligvis ikke så simpelt. Eller altså, det tror jeg ikke det er. Jeg tror, at det kræver en benhård indsats at oplyse, informere og uddanne pigerne (og drengene) til at forstå, at de – jævnfør FNs femte verdensmål – har retten til deres egen krop. Det kræver ressourcer at hjælpe og støtte pigerne til at kunne klare sig selv og til – på sigt – at kunne være med til at hjælpe landet ud af den massive fattigdom, ved at bidrage aktivt på arbejdsmarkedet.
… Altså, det tror og gætter jeg i hvert fald på, herhjemme fra min lille, bløde kontorstol.
Jeg ved i virkeligheden ikke meget, men jeg ved, at Malawi er et ekstremt fattigt land, hvor pigerne især har hårde odds imod sig og jeg ved, at jeg er både spændt, nervøs og en lille smule ængstelig over at skulle derned og opleve det hele, helt tæt på. Men så længe jeg kan være med til at gøre bare en lillebitte forskel for nogle af de mennesker, der trænger allermest, vil jeg næsten gøre hvad som helst – især det her.