Den lignede – og var – måske bare en vintergæk, men for mig blev den pludselig symbolet på en naturlig følelse af frihed.
Den poppede op, som en lille frostbeklædt grøn oase af lykke, der tronede både sårbart og stolt, midt i de solbeskinnede brune blade, hvorfra den gjorde mig underligt til mode. I virkeligheden var det bare et billede på Instagram af en lille klynge af dét der må være nogle af årets allerførste vintergækker. Som de stod der, helt sårbare og stolte på samme tid, mindede de mig pludseligt om, hvor meget jeg savner dem. Vintergækkerne og dét øjeblik man opdager dem, gåturene, de friske skud, den friske luft, jorden under neglene, hundens hale der logrer, duggen under fødderne og den mudrede entré, fyldt med gummistøvler og beskidte flyverdragter, som så ofte følger derefter. Okay, de beskidte flyverdragter har vi stadig i massevis, selvom vi bor på fjerde sal og vi kan selvfølgelig også relativt let tage et smut ud til noget, der minder om en skov, som garanteret også byder nye grønne skud, men det er noget andet jeg savner.
Jeg savner roen. Naturen. Nærværet og tilstedeværelsen af det helt, heæt umiddelbare, som lykken ved at ae end glad hund eller at plukke blomster ude fra haven.
Vintergækkerne mindede mig om dengang jeg fik en sirligt plukket buket vintergækker af Jens. Han var ikke mere end 3 år gammel vintergækkerne kom fra dét der engang var vores egen have, hvor han havde fundet dem, sammen med mig.
Buketten kom i ét af de små glas fra babymad vi havde brugt til at brødføde Peter, der dengang var en baby og jeg kan huske at den gjorde mig så glad, at jeg skrev et (usædvanligt kort) blogindlæg om den. “Jeg har fået blomster” kaldte jeg det, meget åbenlyst og jeg synes simpelthen at det – på trods af dets ringe længde – er et særdeles dejligt indlæg. Umiddelbart, naturligt og nærværende. Okay – og kort, men på én eller anden måde, gør det det bare ekstra fint. Fordi der ikke altid skal så meget til.
Fordi, vintergækker
Jeg savner det. Livet på landet. Naturen, himlen, dyrene og den følelse af frihed jeg mindes at det hele af og til har givet mig.
Måske er det bare en helt almindelig vinterblues, som gør at jeg længes, men hold kæft hvor jeg savner at være ude. Jeg savner at følge med i naturens gang og at kunne glædes over de små, nye spirer, som vokser op af jorden, helt uden indsats fra menneskelig hånd. For ikke at tale om himlen, der fra en have eller en mark kan synes så ualmindeligt meget højere oppe end den himmel der findes over enhver given boligblok i København. I mit elskede København, som jeg paradoksalt nok alligevel føler mig allermest hjemme i.
… Også selvom jeg ønsker mig lidt flere vintergækker, lidt højere til himmels og måske en lille ekstra my af følelsen af at være helt fri af alt andet end livet selv og dem man holder af.
Ak ja… Det er nok meget godt, at sæsonen for kolonihaven snart sætter ind, for jeg kan pludselig mærke at jeg virkelig trænger – også selvom vintergækkerne til den tid nok for længst er erstattet af knopper på træerne og mælkebøtter, der forsøger at gøre deres indtog i min i forvejen hårdt prøvede græsplæne.
Men for syv sytten, hvor jeg glæder mig!