Det hænder ret ofte, at kvinder bliver taget med bukserne nede, når de skal føde, fordi tingene pludselig går i en helt anden retning end forventet. Slet og ret fordi der sker ting, som kvinderne ikke har haft fantasi til at forestille sig som mulige scenarier. Som for kvinden her, at hun pludselig skulle igangsættes og overflyttes til et andet hospital, fordi det viste sig, at der var en øget risiko for komplikationer for barnet. Det er selvklart sjældent at foretrække, når fødslen på dén måde forløber anderledes end forventet, og det er blandt andet derfor, at jeg bliver ved med at synes at fødselsfredag er relevant. Vi har efterhånden været virkeligt mange forskellige (og ikke-så-forskellige) slags fødsler igennem herinde og jeg tror og håber på, at netop dét bidrager til et godt og nuanceret billede af hvordan en fødsel (også) kan forløbe – og hvor lidt man rent faktisk kan forudsige.
Med dét sagt vil jeg byde jer velkommen til en lidt hård fødselsberetning, som dog heldigvis slutter fantastisk <3
Dagen startede stille og roligt, som de fleste andre dage havde gjort, her slut i graviditeten.
Jeg lavede mig en cafe latte på min nye espressomaskine.
Jacob kom hjem fra arbejde og hoppede i bad og vi kørte til Svendborg til overbårenhedstjek, da jeg var gået over tid (41+3). Endnu en gang var vi heldige at få en parkeringsplads tæt på indgangen.
Vi tog et sjovt billede af os selv i hjørnespejlet ved fødegangen kl.10.37.
Vi fik ringet på og blev bedt om at vente. Vi ventede og kom ind til undersøgelse et kvarter over tid, men hvad pokker, vi havde jo ikke noget vi skulle nå.
Vi kom ind på stue 1 og jeg kom op på briksen. Den jordemoder der skulle scanne mig, kom i tanke om at hun havde glemt at hente den studerende hun skulle have med som føl. Hun fik hentet den studerende og vi kom i gang med undersøgelsen.
Jeg blev først mærket på maven og fik estimeret Le til at være omkring de 3300/3400g. De fik lyttet med lytterør og selv Jacob fik lov at prøve. Der var en dejlig afslappet stemning på stuen. Jeg blev undersøgt indvendigt og var allerede 4cm åben, så veerne de seneste dage, var ikke forgæves. Jeg fik ydermere lavet hindeløsning. Jeg blev scannet og kunne godt fornemme at jordemoderen blev en anelse mere stille end tidligere og hun fortalte at det var svært at finde noget fostervand. Hun scannede mig grundigt, men fandt ikke en tilfredsstillende mængde fostervand, der burde være på nuværende tidspunkt. Jeg fik apparatet på maven, der skulle måle Le’s hjerterytme og jordemoderen ville gå ud og vende min situation med lægen. Jeg fik målt mit blodtryk, som var for højt, som det havde været den sidste gode del af graviditeten. Jeg havde en smule hovedpine, men det havde jeg haft de sidste par måneder, så jeg havde vænnet mig til det.
Vi har været for os selv på stuen 15-20 minutter da jordemoderen kommer ind igen. Hun fortæller at hun har talt med lægen og at de gerne vil have mig sat i gang i dag, grundet det manglende fostervand og mit blodtryk. Ydermere måtte hun fortælle mig at jeg ikke kunne få lov at føde i Svendborg. Dette grundet fostervandet og at Le måske kunne have brug for hjælp når hun kom ud.
Her ramlede mig verden.
Jeg var egentlig nået til et punkt, hvor at fødslen var helt okay og mine tanker gik på, at det skulle jeg nok kunne klare. Jeg havde på ingen måde havde tænkt at det kunne være en mulighed at der opstod komplikationer og at jeg var nødsaget til at føde i Odense, forstod jeg ikke. Den mulighed havde på intet tidspunkt strejfet mig, selvom alle tanker ellers var vendt og drejet 1000 gange.
Jordemoderen var rigtig sød og hamrende god til at trøste mig. Hun forklarede at jeg skulle have en pille for mit blodtryk og så ville hun finde lidt mad til os. Mens ville hun kontakte OUH og finde ud af en plan.
Jeg fik taget blodprøver og ventetiden blev slået ihjel med at henholdsvis kigge på regnen og tude lidt.
Jeg prøvede at sige til mig selv mange gange at ”det skal nok gå – hvorfor skulle det gå galt for mig?”. Jacob prøvede at trøste mig og vi fik da også grinet lidt, af hele denne dumme situation.
Jordemoderen kom ind og fortalte at de gerne ville have mig ind til OUH, men at Jacob ikke måtte køre mig, da jeg havde fået medicin. (En pille mod mit høje blodtryk). Hun fik bestilt en liggende transport til mig.
Der gik ikke mere en 10-15 min så var ambulancefolkene klar og kom med deres båre for at hente mig. Vi aftalte med dem, at vi kørte stille og roligt derind og at de skulle vente på Jacob, som kørte bagefter i vores egen bil.
Jeg blev kørt ned til ambulancen og læsset ind og tilkoblet saturationsmåler og blodtryksmåler. Så tog fanden ved chaufføren og han kørte af sted. Jacob ringede for at høre hvor vi var og der var vi allerede ved kørt et godt stykke. Jacob fik halet ind på os, men chaufføren blev ved med at køre 140-150 km/t på motorvejen, på trods af at det var en kørsel 2 og at det på ingen måde hastede. Til at krydre hele situationen yderligere var der skybrud og motorvejen var fyldt med vand. Great!
Vi kom ind på OUH og jeg blev kørt ud af ambulancen og ind i en elevator. De to ambulance folk var helt galt på den og vi var i en hel anden bygning end hvor vi skulle være. Heldigvis fik en sød serviceassistent guidet os gennem gangene under sygehuset og de fandt den rigtig bygning. Vi kørte op på 3. etage og ved et tilfælde kommer Jacob ud af en elevator og jeg får råbt, ”Stop, stop! Ham der vil jeg virkelig gerne have med mig!” Jeg blev læsset af båren og var på daværende tidspunkt godt og grundig køresyg, af den vilde køretur.
Jacob og jeg blev henvist til en undersøgelsesstue, hvor jeg blev koblet på hjertestrimmelmåleren, hvor vi herefter var lidt for os selv. Jeg fik målt blodtryk og fik endnu en pille. Her var klokken omkring 15. Jacob havde slæbt vores tasker med op og det blev vores redning med lidt snacks og drikkevarer. Jeg tror vi nåede at snakke med tre jordemødre og en læge, da det var midt i vagtskifte og de ikke lige vidste hvem, der skulle kobles på mig.
Aftalen med lægen blev, at jeg skulle sættes i gang. Vi skulle have Le ud, men grundet travlhed på fødegangen, aftalte vi at sætte mig i gang næste morgen.
Efter et stykke tid – omkring kl.16.15 – blev vi ”parkeret” på en undersøgelsesstue, da der ikke var nogle sengestuer ledige. Jeg fik armbånd på, så jeg nu var indlagt og jeg fik målt blodtryk og endte med to piller yderligere for blodtrykket. Jeg spurgte efter noget smertestillende og fik to panodiler, da jeg syntes jeg havde ondt både i hoved og lænd.
Pludselig fik jeg utrolig ondt bagtil og fik en uro i kroppen. Jeg havde ganske vist læst at, når du har veer, rigtige veer, så er du ikke i tvivl. Jeg fik stavret på toilet et par gange og følte virkelig smerte bagtil. Så tog fanden ved veerne og pauserne blev kortere end veerne.
Klokken var nu 16.50.
Den sygeplejerske der var sat til at se efter os, virkede ærlig talt ikke som om, hun nogensinde havde set en kvinde med veer. Jeg stod og var ved at skille en hospitalsseng ad, ved at hive i fodgærdet, da jeg virkelig havde ondt. Jacob prøvede at forklare sygeplejersken at vi altså havde taget tid på veerne og at de kom hyppigt og varede længe nu! Til sidst kunne sygeplejersken godt se at det altså var nu og hun fik fat i en jordemoder. Jordemoderen var enig og jeg kom op i en seng og blev kørt til en fødestue. Nærmere bestemt fødestue 8. Jeg har noget med tal og da mit personnummer næsten er lutter ottetaller, var jeg fortrøstningsfuld og tænkte at heldet måtte være med mig nu.
Jeg spurgte om jeg måtte komme på toilet, da jeg følte jeg skulle af med noget. Det kom jeg dog ikke. Jeg blev afklædt af Jacob gående, eller nærmere vraltende hen til fødebriksen. Jeg kom op på briksen og fik instruktioner af jordemoderen.
Jordemoderen undersøgte mig og jeg var på nuværende tidspunkt, 7-8cm åben, så fødslen var godt i gang. Jacob nævner at vi faktisk har skrevet et fødselsbrev, men jeg får fremstammet at det næsten kan være lige meget nu. Jordemoderen insisterede dog og Jacob læste det op. Herefter var det som om at hun skiftede til kamp-mode, hvilket var utroligt rart og trygt. Jeg skulle have hjertestrimmel på maven endnu engang, men maskinen ville ikke virke. Der blev tjekket ledninger og skærm, men på trods af dette kom den ikke til at virke. Der blev tilkaldt hjælp og serviceassistenten kom med en ny måler, der så endelige virkede. Herefter forklarede jordemoderen at Le skulle have en elektrode på hovedet, så de kunne følge hende og se hvordan hun havde det. Det gjorde at jeg kun måtte ligge på ryggen og på siden. Jeg lå og vred mig, da veerne gjorde meget ondt. Jeg havde hele tiden forestillet mig at lattergas ville være super dejligt under udvidelsesfasen, men da Jacob satte masken på mig, fik jeg klaustrofobi. Masken måtte bare af! Jacob hentede en kold klud i stedet og lagde den på min lænd. Det næste stykke tid er en anelse sløret for mig, da jeg havde rigtig mange smerter. Den efterfølgende time, gik skiftevis med at jeg fik lidt at drikke, fik tryk på lænden, fik bandet og undskyldt.
Jeg var nu nået de magiske 10cm og måtte begynde at presse. Jeg fik råbt at det gjorde jeg vidst allerede. Jeg lå skiftevis på ryggen og på siden. Jacob holdte mit ben, da jeg lå på siden, da kræfterne var ved at slippe op. Jeg følte virkelig at skulle på toilet, så jeg fik lagt kateter, men der var ikke noget at tømme. Jordemoderen fandt stigebøjler frem og fik dem indstillet. Jeg blev bedt om at lægge benene op i dem og gøre mig tung bagtil. Jeg begyndte at presse alt hvad jeg kunne, men veerne var ikke særligt lange og mine kræfter var ved at slippe op. Jordemoderen vil gerne have at jeg får ve-drop, hvor jeg når at råbe ”det vil jeg ikke have”. Hun får dog lagt pvk og gjort klar til droppet, men doseringen af væsken vil ikke virke. Der kom kun en masse bip og det måtte opgives.
Jordemoderen siger til os at, ”nu skal hun ud, og du skal have hjælp”!!!
Pludselig kom der omkring 7 mennesker på stuen. Der kom en assistent op til mit hoved og tog hårdt fat i min venstre hånd og arm og begyndte at tale meget højt og tydeligt.
”Nanna! Nu skal du gøre hvad jeg siger” sagde hun, ”du skal gispe!!!”
På det her tidspunkt, var jeg så træt og udmattet at jeg bare var der fysisk og bare gjorde hvad der blev sagt.
Der sad en gammel mand på en skammel på min venstre side og kiggede på mig, aner ikke hvilken funktion han havde, så jeg lukkede øjnene igen. Jeg havde haft lukkede øjne det meste af tiden på stuen, for at holde det hele ud.
Jeg kan huske at jeg blev pisse sur, da både jordemoder og assistent mente at jeg holdte forkert på mine knæ og ikke fik det fulde udbytte af mine presseveer. Jeg fik bandet lidt og sagt undskyld igen, mange gange og sagt at nu kan jeg altså snart ikke mere.
Jeg følte at jeg pressede og pressede men der skete intet.
Lægen fik anlagt sugekoppen, uden at jeg rigtig opfattede det og assistenten bad mig om at presse alt hvad jeg kunne på næste ve.
Jeg pressede og lægen hev og jeg flyttede fluks benene ud af stigebøjlerne, så jeg kunne presse mig væk fra fodenden. Her mærkede jeg den vildeste smerte, jeg nogensinde har oplevet.
Kl.19.35 kom lille Le til verden.
Jeg fik hende op på mit bryst og hun lå der i 3-4 min, hvor jeg følte den største lettelse i både krop og sind. Jeg kunne mærke hvordan hovedpinen lettede og min krop blev let. Jeg kiggede over på Jacob der så så stolt ud. Jacob klippede navlestrengen og hun kom igen op på mit bryst. Efterbyrden kom meget hurtigt efter og vi valgte ikke at se den, men bare at studere vores datter.
Jeg blev syet; to sølle sting blev det til.
Her fter kom børnelægen ind igen og Le blev lagt op i kuvøsen og blev undersøgt. De talte meget lavt sammen og jeg kunne kun fornemme at de mente, at hun havde været stresset og hun skulle have lidt hjælp. Hun nævnte også at det kunne være en hjertefejl, så det var vigtig at hun blev tjekket rigtig godt. Le havde ikke rigtig skreget på nuværende tidspunkt og var meget stille. Hun blev en anelse blå og de kørte hende på børneafdelingen, H56. Jeg sagde at Jacob skulle gå med hende, da hun ikke skulle være alene.
Herefter lå jeg on-and-off alene på stuen, mens jordemoderen ryddede op og ordnede formaliteter.
Jeg fik noget mad. Tre halve med pålæg og et lille flag og en serviet med flag på. Det virkede totalt absurd at ligge og fejre sin fødsel, når man hverken havde mand eller barn på stuen.
Jeg kunne ikke spise noget, men fik drukket en kop the med sukker i. Jeg tror jeg fik fremstammet, at det vidst var på sin plads efter sådan en præstation.
Kl.20.39 tog jeg et billede af mig selv, da jeg havde min venindes ord i baghovedet, ”tag nu billeder af det hele, så er det nemmere at forholde sig til”. Velvidende at der ikke var blevet taget ét billede undervejs.
Jeg vidste, fordi jeg havde læst og forberedt mig, at det der ville løslade mig fra denne stue var at jeg fik tisset. Hvordan jeg kom op af sengen og fik stavret ud på toilettet og efterfølgende taget bukser på, aner jeg ikke. Jeg fik en slags superkræfter.
Jeg bad jordemoderen om at skaffe mig en kørestol og jeg ringede til Jacob og bad ham komme op og hente mig.
Kl.21.45 kom Jacob op og havde en kørestol med. Verdens ældste kørestol, UDEN pude i. F… det, tænkte jeg, så måtte det gøre ondt. Jeg satte mig på en babydyne og vi rullede afsted. Vi blev stoppet, da Jacob ikke måtte køre mig og vi måtte vente på en serviceassistent. Vi fik hurtigt sat et blad på træet med fødsler og kørte mod H56.
Vi kom ind på stuen hvor hun lå. Helt ovre i højre hjørne. Jeg blev kørt helt hen til kuvøsen og så hende ligge der, helt lille og med c-pap maske og sonde. Det gjorde ondt. Det gjorde rigtig ondt helt ind i hjertet. Hun lå der og var så lille og jeg kunne ikke gøre noget.
Jeg fik forflyttet mig fra kørestol til lænestol og Kl.22.25. havde jeg hende oppe i mine arme og tæt på mit bryst. Det var en fantastisk følelse.
De to andre par der var på stuen, havde alle senge og mændene var placeret i lækre lænestole. Jeg sad stadig i den hårdeste lænestol og Jacob på en kontor stol. Jeg bad Jacob skaffe en seng, det kunne simpelthen ikke passe det her. Hvorfor vi skulle moses ind på 4 kvm og de andre par, havde vel omkring 20 kvm.
Jacob gik ud og fik fat i den ledende sygeplejeske og slog i bordet. Han forklarede at jeg skulle have en seng og at vi ikke havde tænkt os at forlade vores datter. Vi fik en seng og Jacob sad stadig på en kontorstol, men på trods af det, fik han sovet nogle timer. Jeg fik ikke lukket et øje og stirrede skiftevis på saturationsmåleren og Le i kuvøsen.
Kl.02.45 havde jeg hende oppe i mine arme og ammede hende første gang og c-pap masken blev fjernet. Det var fantastisk.
Omkring kl.04.00 fik Jacob en ordentlig stol at sidde i og han fik sovet lidt mere. Jeg kunne stadig ikke lukke et øje, for jeg lå med min datter, hud mod hud.
Èn af sygeplejerskerne ville gerne vil have at jeg malkede ud, for at få gang i nedløbsrefleksen. Hun brokkede sig gevaldigt over at Jacob sad i vejen og jeg måtte sige til hende at så må du jo flytte ham. Sygeplejersken (som jeg ikke havde meget fidus til) valgte dog at brokke sig videre. Ved vagtskifte kom der en ung mand ind og målte Le’s blodsukker og det så heldigvis fint ud.
Morgenen gik og vi fik at vide at vi skulle op på vores stamafdeling for at få morgenmad. Det gjorde ondt i hjertet at skulle forlade vores datter endnu engang. Vi gjorde det dog og kl.07.30 fik vi nærmest stående applaus af tre søde damer bag skranken på barselsgangen. De syntes at vi var hamrende seje, sådan at kræve vores ret til at blive ved vores datter og ikke lade os skille.
Det var dejligt med anerkendelse og lidt medgang.
Vi fik spist – eller nærmere slugt vores mad – og trillede ned på H56 igen.
Vi fik at vide at Le var stabil og bare lige skulle tjekkes af børnelægen og have en sidste omgang sonde, inden hun kunne udskrives til barselsgangen sammen med mig.
Le blev tjekket af en sød læge og alt var godt!
Omkring kl.11.30 fik jeg Le i mine arme og vi trillede op på barselsgangen – sammen som en lille familie.