Ja, nu spørger jeg muligvis temmeligt dumt, men hvad fanden sker der for karse for tiden? Det er tilsyneladende på vej til at blive en vaskeægte modeurt (i ved, ligesom ramsløg blev det for nogle år tilbage) og jeg kan slet, slet ikke overskue det. Jeg mener, det er karse!
I min verden er karse sådan noget som jeg (eller andre) laver i gamle, pyntede syltetøjsglas sammen med mine børn op mod påske. Det lykkes næsten altid at gro nogle flotte små buske og så ender det næsten altid med, at vi smider dem ud når de ikke er pæne mere. For jeg gider ærligt talt ikke at æde det.
Måske er det traumer fra min barndom, der gør at at jeg ikke kan lide det. I børnehaven hvor jeg gik, skulle vi altid klippe karse ud på vores rugbrødsmadder, når det var færdiggroet i de afskårne mælkekartoner, der havde stået i vinduet og ventet grufuldt. Jeg mindes hvordan de voksne blev skide sure, når jeg endte med, på den store karsedag, kun at spise min pålægschokolademad (som man dengang gerne måtte få i børnehaven) fordi jeg ikke kunne udstå smagen af hverken karse eller det mayonnaise det ofte var klippet ned i. Bvadr!
… Og nu er det nærmest overalt, det dér karse.
I sidste uge spiste jeg en – i øvrigt helt udmærket – frokost på Yolk på Vesterbro (hvor særligt deres croque madame med spinat i stedet for skinke er fuldstændigt latterligt god) hvor de gudhjælpemig havde overdynget hele deres avocadomad med karse. Altså, vi snakker en hel bakke karse på én mad. På min mad. For helvede. Jeg klagede naturligvist ganske tavst min nød og spiste udenom og tænkte, at det da også var uheldigt. Og så ville tilfældet fanderneme, at jeg i torsdags, da jeg var inviteret på Restaurant No.2 af en veninde, ikke behøvede at vente længe inden jeg igen blev præsenteret for karse. No.2 er, til jer der ikke kender den, søsterrestaurant til Trio, som I måske husker at jeg er ret pjattet med, hvorfor mine forventninger var totalt i top. Derfor var der selvfølgelig heller ingen tvivl om, at den skulle have hele armen med restaurantens menu (og tilhørende fantastisk vinmenu i øvrigt!) og alt var sådan set godt, hvis man altså bare lige ser bort fra den forpulede karse, som de gode kokke gavmildt var kommet på intet mindre end tre retter. TRE! Okay, tre ud af ufatteligt mange, men alligevel. Hvad sker der? Maden smagte heldigvis stadig fortræffeligt og det ville da muligvis også være en overdrivelse at sige, at karsen ødelagde noget, andet end i mine tanker, men helt ærligt… Det er karse. Det er jo bare en irriterende børnehavekrydderurt. Det behøver altså ikke at blive tiden store trend. Vel?
… Og så ikke ét ord om, at det allerførste billede jeg nogensinde har lagt ud på instagram er af en krukke karse, som Jens havde produceret i dagplejen (og som jeg var MEGA stolt over), vel?