Vi har kendt hinanden siden en måned efter at min lille familie og jeg flyttede tilbage til København, efter at have boet et par år i Sønderjylland. Det er lidt over to-et-halvt år siden og nu står vi her. Lidt mere voksne og meget, meget bedre veninder.
Det tog hurtigt fart, vores venskab, og selvom jeg i virkeligheden var ret skeptisk til en begyndelse, så vandt hun og hendes søde familie hurtigere end hurtigt mit hjerte. Ligesom jeg heldigvis vandt hendes, som hun afslørede i indlægget HER, hvor hun afslørede fem “hemmeligheder” om mig. I løbet af få måneder blev vi tætte, tætte veninder. Vi sås mere eller mindre hver dag. Vi begyndte at arbejde sammen og vores liv smeltede nærmest sammen til hvad jeg gætter på at vores respektive (og daværende, for mit vedkommende) mænd måske syntes var liiiige i overkanten.
Det føltes ligesom bare rigtigt.
Især fra slutningen af 2016 og frem til jeg blev skilt i sommeren 2017 stod det klart for mig, hvor vigtig en del af mit liv Cecilie er blevet. Hun var – uden tvivl og sammenligning – dén der rummede mig allermest i mit livs sværeste periode, hvor tårerne, bandeordene og fortvivlelserne sad løsere på mig end pengene på en ny-rig ved havnefronten i Dubai. Hun var med mig igennem det hele. Hjalp mig. Krammede mig på den måde som kun hun kan, imens hun fortalte mig at det hele nok skulle gå.
Heldigvis fik hun ret. Det hele gik og jeg kom ud på den anden side.
Hun holdt min hånd og serverede kaffe med masser af mælkeskum og var der bare. Præcis som jeg vil være det for hende. For altid.
I morgen fylder hun flotte tredive år, min Cecilie, og i dag holder vi en surprisefest for hende. På den helt store polter-agtige måde med heldagsfest, ensartede t-shirts, blomsterkranse og en masse gak og løjer. Fordi Cecilie fortjener det allerbedste i hele verden.
Tillykke med fødselsdagen, Cecilie. Jeg elsker dig.
