Jeg sidder i min sofa, med røven velplaceret imellem to puder og kan næsten ikke rejse mig, selvom jeg godt ved, at jeg helt klart bør. Min far og hans kæreste kommer forbi om lidt og skålen fra den havregryn jeg ganske uvant har spist her til morgen, står stadig på køkkenbordet og jeg burde nok gå ud og rydde den – og alt det andet der roder – op. Jeg burde helt klart også snart begynde at pakke, så det er klaret inden mine drenge kommer hjem senere i eftermiddag. Vi skal nemlig på ferie, drengene og jeg og min søde veninde, Anita og det er som om jeg allerede er gået en lille smule ned i gear...
Sidst drengene og jeg var på ferie var ugen efter Thomas og jeg havde offentliggjort vores skilsmisse og jeg var – mildest talt – noget ved siden af mig selv, hele den uge, som bar præg af et virvar af følelser, bekymringer og søvnløse nætter i paradoksal forening med masser af is, swimmingpool og gudskelov glade børn. Nu, syv måneder senere, ser mit liv helt anderledes ud. Skilsmissen er gået igennem, følelserne er – for the big parts, i hvert fald – bearbejdet og hverdagen som alenemor med fut i karrieren, har indfundet sig som noget af det mest naturlige i verden. Og så er jeg blevet glad igen. Sådan rigtigt glad, som jeg ikke var for hverken et halvt eller et helt år siden. På den måde, hvor jeg har fået et kæmpe overskud, både til mig selv og til andre. På den måde, hvor jeg ikke konstant føler behov for at flygte fra alting – oftest bare ned i min telefon, som jeg vitterligt har haft et usundt forhold til i perioder. På den måde, hvor jeg bare glæder mig helt tosset meget til ferie med mine unger og min veninde, fordi jeg bare ved at det bliver pissehyggeligt.
Vi skal en tur til Andalusien, som jeg kke har besøgt siden jeg for 10 år siden brugte en sommer på bartenderskole dernede, hvor jeg lærte at mikse cocktails og kaste (og gribe, selvfølgelig) flasker som en anden Tom Cruise. Uden at vide det, tænker jeg at turen denne gang bliver af en lidt anden kaliber
Til en begyndelse lander vi i Malaga i morgen tidlig, hvor Eliza was here, som vi rejser med, har sørget for at der holder en bil klar i lufthavnen, som jeg skal forsøge at fragte os til Casas Ojén i. Her bliver vi indkvarteret i “vores” lille byhus i den landsby, som jeg har ladet mig fortælle er mere end bare almindeligt hyggelig. Der bliver vi i nogle dage, inden vi rykker lidt længere ind i landet til Casas de Montejaque, som ligger i en bjergdal – som en lille skjult perle, forestiller jeg mig.
Det er første gang jeg skal rejse med Eliza was here, men jeg har simpelthen hørt så meget godt om det fra andre og så skal jeg da også være ærlig at sige, at tanken om egen bil, privat villa og bjerglandsbyer virker temmeligt meget mere tiltalende for mig, end den helt klassiske chartertur. Min fornemmelse er i hvert fald, at det er en slags superturisme for os, som godt kan lide at føle os som ikke-turister, men nu må vi se. Det kan selvfølgelig være, at jeg tager fejl.
Uanset hvad, så glæder jeg mig til tid med mine drenge, til aftenvin med min veninde, til solskin, lune dage og til at holde lidt fri, så jeg kan blive ladet op til alt det gode, sjove og spændende, der er på mit arbejdsprogram fra sekundet vi igen lander i Danmark. Det er blandt andet noget med en bog jeg skal have skrevet, nogle foredrag der skal holdes og en podcast, hvor jeg skal have jordemoderkasketten på, der skal effektueres.
Det hele bliver godt, men først: Vacaciones. Hasta Luego!