Fødslen af barnet gik både hurtigt og ukompliceret, med en utilsigtet tilsjasket fødestue som eneste komplikator. Alligevel endte kvinden med, ganske kort efter fødslen at indfinde sig på operationsbordet, hvor hun samlet set, mistede 2,5 liter blod. Voldsom blødning efter en fødsel er til stadighed én af de mest alvorlige komplikationer ved en fødsel og selvom man – som jeg engang skrev om HER – næsten altid får en lille indikation af det inden tiden, så hænder det altså også, som her, at det “bare” opstår. Heldigvis blev der handlet både godt og professionelt og det virker i alle tilfælde for mig, som om kvinden her, trods alt havde en god oplevelse af at blive mor for anden gang.
Anton er kun 14 måneder da jeg bliver gravid igen. I starten er min graviditet nem, selvom det er hårdt at have en tumling og være gravid, især da jeg får bækkenløsning i i 2. trimester.
Omkring uge 30 bliver jeg ramt at nogle forbigående, men kraftige smerter i maven. Jeg ser det an, og de kommer og går. Min læge kan ikke finde en årsag, så hun sender mig til min jordemor, som sender mig videre på Fødemodtagelsen. Der bliver kørt CTG og lillesøster har det fint inde i maven, så jeg bliver sendt hjem. En uges tid efter, bliver jeg ramt at endnu en omgang kraftige smerter. Jeg har koldsved og er dårlig tilpas. Jeg ringer til min læge som sender mig på akutmodtagelsen. Der bliver kørt endnu en CTG, og de vurderer igen, at baby har det godt. Det føles også på mig, som om det er noget omkringliggende der gør ondt, og jeg er egentlig ikke nervøs for lillesøster tilstand. Men ondt det har jeg, og det er utrolig voldsomt. Diagnosen bliver en fibersprængning i maven, og jeg skal prøve at slappe af…
Terminsdagen nærmer sig, og jeg glæder mig. Jeg har ligesom i min første graviditet mange plukkeveer, og jeg håber, at de er med til, at gøre fødslen “nem”. Ugen op til termin, har jeg flere kraftige plukkeveer, og flere gange er jeg i tvivl, om der er ved at ske noget. Men tidligt om morgenen, på terminsdagen, vågner jeg – ligesom sidste gang – ved, at jeg skal på toilettet. Jeg får listet mig ud af sengen, og tager min tlf. med, hvis nu… Jeg har en sær følelse i kroppen. En sitren. Og så kommer menstruationssmerterne. Jeg bliver på badeværelset i ca. 40 min. Skiftevis siddende og stående. Smerterne er de samme, men det er ikke veer… bare kramper. Jeg timer dem alligevel. 4 minutter imellem, 5 minutter imellem, 4, 6, 5… det er mærkeligt, og det er ihvertfald ikke rigtige veer. Jeg ender med at gå ind i seng igen, men ligesom jeg skal til at ligge mig, kommer der en ve. NU er det nu! Og så kommer de, som perler på en snor. Jeg får vækket min kæreste, som er helt forvirret. Jeg derimod er helt rolig. Han spørger hvor længe der er imellem, og jeg fortæller ham at de er uregelmæssige… 4, 5, 6 minutter. Der er panik i hans øjne og han får ringet til min mor som skal komme og passe storebror. Klokken er 4 om morgenen, og jeg ringer til fødemodtagelsen. De beder os om at komme når vi er klar, og da min mor kommer, triller vi lige så stille mod hospitalet. Jeg har en helt anden ro denne gang. Vi joker på vejen, og jeg får endda spurgt min kæreste, om vi skal holde ind og tanke, da der er billig benzin. Det synes han er en fjollet ide.
Vi ankommer på hospitalet og jeg er – ligesom sidst – 7 cm åben. Det er gået stærkt! Jeg beder om en fødestue med kar, og vi får heldigvis en. En assistent går igang med at fylde vand i karret, mens jeg går ud på badeværelset og ind under bruseren, for at linde smerterne. Det er så skønt, når vandet massere min lænd, og jeg kan mærke hvordan baby arbejder i maven.
Læs beretningen om kvindens første fødsel HER
Pludselig hører vi en mærkelig plaskende lyd, og min kæreste går ind på stuen. Der er vand overalt! Brusehovedet har vendt sig nede i karret, og ligger og sprøjter vand ud til alle sider! Vi kalder på hjælp, og vi må desværre skifte stue. Alt er vådt! Jeg får vraltet over på den anden side af gangen, og begynder straks at mærke en ændring i veerne. Jordemoderen undersøger mig, og konstaterer, at jeg ikke når i vand, da det vil tage tid, at fylde karret igen. Baby skal dog rotere lidt længere ned med hovedet, så hun anbefaler at jeg stiller mig på alle fire, i sengen. Jeg må gerne presse en smule med, hvis jeg føler trang til det. Jeg har kraftige, lange og smertefulde veer, så jordemoderen foreslår lattergas. Jeg tager imod, og mens jeg står på alle fire, bøjet hen over hovedpuderne, kan jeg mærke, at baby kommer dybere ned i mit bækken. Vandet går med et pjask. Det er lidt grønt, så jeg får et CTG på, og baby en elektrode. Der er vagtskifte, og en ny jordemoder kommer ind, med en medicinstuderende ved sin side. Der er ro på stuen, selvom vi er “så mange”. Jeg får voldsommere pressetrang, og får lov at presse med. Jeg kommer om på ryggen, og efter ganske få pres, kommer Vilje til verden. Lyserød, lækker, og helt perfekt. Hun kommer direkte op til mig. Klokken er 7.26. Under 4 timer fra første ve.
Begge jordemødre er stadig på stuen, og jeg kan fornemme, at der er noget galt. De fortæller mig, at jeg bløder lidt rigeligt, hvorfor de gerne vil have, at jeg føder moderkagen snart. De masserer min mave og fremprovokerer nogle veer, og jeg føder med lethed moderkagen. Den er hel og fin, men jeg bløder stadig. Ikke voldsomt, men sivende, og de ved ikke hvorfra. De tilkalder bagvagten, som også kommer med en studerende. De måler og vejer blødningen, og tilkalder en kirurg. Alt imens jeg ligger, lige så fredligt med min nyfødte i armene, arbejder de på mig, nede mellem mine ben, og bagvagten sidder på sengekantet og masserer min mave, for at få min livmoder til at trække sig sammen. De er gode til, at informere mig om hvad der skal ske, og da jeg når en blødning på 1200 ml. fortæller de mig, at de er nødt til, at køre mig til operation. Anæstæsilægen kommer, og fortæller mig, at de vil lægge en epiduralblokade. Noget som gør mig frygtelig nervøs, men jeg føler mig i trygge hænder. Jeg får kysset min nyfødte baby og min mand på gensyn, og overlader dem til hinanden. Jordemoderen lover mig, at de vil passe godt på dem begge.
Jeg bliver opereret i næsten 2 timer, og mister yderligere blod. Kirurgen kan ikke finde årsagen til blødningen, så det tager sin tid. Imens er anæstesisygeplejersken god til at tale med mig, og jordemoren på fødestuen, ringer og fortæller at Vilje og far har det godt. Det giver mig ro. Jeg får en udskrabning, og mister i alt 2,5 liter blod. Kirurgen forklarer, at jeg har vævsrester der sidder så godt fast i min livmodervæg, at han næsten ikke kan skrabe det ud. Hans teori er, at det er en tvilling der er gået tabt, og som også har forårsaget mine mavesmerter. Vi har faktisk aldrig fået svar.
Efter operationen bliver jeg kørt på opvågningen, og da jeg er stabil, kommer min mand og baby ned til mig. Vilje kan dårligt ligge i mine arme pga. 7 forskellige drops og venflons, men vi finder en behagelig stilling, og hun søger mit bryst så fint.
På 4. dagen får jeg tilbudt blod, og får det bedre, men pga. det massive blodtab, fungerer amningen ikke. Råmælken kan ikke komme ud, når min krop er helt nede, og det kræver en stor indsats med væskedrop, malkemaskiner mm. Men det lykkedes, og amningen fungerer endnu. Vi er indlagt i alt seks dage, og jeg beder selv om at komme hjem. Det var det bedste øjeblik, at komme hjem til min søn igen, med min datter i armene, og starte livet, som familie på fire.