Er det meget irriterende, at være sådan én der siger: “Jeg vidste det jo godt”? I så fald må jeg krybe til korset og bede om tilgivelse, for jeg vidste det jo godt; at det var et kæmpestort jinx, da jeg lørdag morgen beskrev hvordan mine drenge var “begyndt at sove længe”. Næsten ligeså stort jinx, som da jeg væsentligt senere på dagen besluttede, at jeg da ikke behøvede noget der mindede om ordentlig sengetid “fordi de sov længe”, hvorfor jeg altså endte med at få på den absolut forkerte side af fire timers søvn i nat. Usammenhængende, selvfølgelig.
Selvfølgelig vidste jeg det godt. Det var bare så skide dejligt lige at have troen, håbet og følelsen af at være “kommet ud på den anden side” i et kort øjeblik. Bevares, det er ikke længere sådan at jeg tænker det er “hårdt” at have børn, som jeg gjorde dengang jeg havde babyer og aldrig så skyggen af (sammenhængende) søvn, og jeg gør i det store og hele en dyd ud af ikke at beklage mig over de mennesker, der uden sammenligning er de vigtigste jeg har i mit lille liv. Men helt ærligt, søvngaranti? Jeg ville ikke tøve et sekund med at svinge min højre arm indover, hvis bare jeg kunne få dét!
Alligevel har det været en usædvanligt dejlig søndag. Den har stået på masser af iskold solskin og en legeaftale med én af Jens’ klassekammerater i Remisen, som jeg igen og igen får optur over at besøge. Til jer der ikke kender Remisen, er det en bemandet – og kæmpestor – indendørs legeplads her på Østerbro, med et stort rum fyldt med klatretårne, rutsjebaner, boldbane, svævebane og en masse madrasser, som børn (og voksne) kan boltre sig på. Dertil er der et lille køkken, hvor man kan spise sine medbragte madpakker og en masse små aktivitetsrum med LEGO, kreative syslerier, spil og dukker. Det er simpelthen genialt – og så er det tilmed ganske gratis!
Efter Remisen tog vi hjem til nogle andre venner, hvor vi i fællesskab kreerede et bjerg af bananpandekager, til stor begejstring særligt for de fem børn i selskabet. Det er noget af det hyggeligste at spise sammen med gode venner, synes jeg, hvorfor jeg altså satser på at kunne overtale Cecilie og hendes familie, som vi var hos, til at vi genoptager den tradition vi engang forsøgte at køre i stilling, med fri leg og søndagspandekager. Om ikke andet, så bare hveranden uge, således jeg stadig kan tillade mig at holde hof med burgere og Netflix, på de søndage hvor jeg ikke har børn Det er trods alt om at få det bedste ud af det, ikke sandt?
For nu vil jeg stemple ud for i dag og tænde for ét eller andet ligegyldigt i tv, imens jeg (lidt mere mådeholdent end i går) håber på at drengene i det mindste bare sover indtil i morgen, hvor det kunne være vidunderligt, hvis solen ville smile ligeså gavmildt, som den har gjort det i dag. Det gør altså temperaturen om hjertet en lille smule varmere, uanset hvor meget is der så end måtte ligge på vandpytterne på fortorvene rundt omkring.