Noget af det allervigtigste for at skabe grundlag for gode udendørslege her i vinterhalvåret er (selvfølgelig) at både børn og voksne er godt og behørigt klædt på. På disse breddegrader være det sig oftest i noget varmt og vandafvisende, fordi alting – som I ved – har det med at være temmeligt sjasket.
Egentlig havde jeg troet, at min ældste, nu hvor han er startet i skole, ville fravælge flyverdragten, men til min store begejstring hopper han stadig gladeligt i den, når jeg beder ham om det. Yderligere har det vist sig – også til min store begejstring – at drengenes flyverdragter har vist sig at være af den fluorfri slags; noget jeg først for ganske nyligt har fået øjnene op for vigtigheden af.
For bare to måneder siden var jeg overbevist om, at fluor var noget, der udelukkende fandtes i tandpasta og som i øvrigt var ønskværdigt, fordi det så vidt jeg ved kan hjælpe med at beskytte tænderne mod farlige baktusseangreb, men nu skal jeg love for, at jeg er blevet klogere.
Miljøstyrelsen kontaktede mig nemlig og spurgte om min holdning til fluorstoffer, til hvilket jeg svarede nogenlunde ovenstående, hvorefter de ganske kort forklarede mig, at det ikke just var dén type fluor de var ude efter. De var ude efter de fluorstoffer som i stor stil findes i vand- og smudsafvisende tøj. Altså, jakker, flyverdragter, støvler, handsker og dén slags. Dén slags fluorstoffer som i nogle tilfælde faktisk kan være skadelige, både for helbredet og for miljøet, fordi de er så svært nedbrydelige. Avs.
Jeg besluttede mig derfor for, at sætte mig lidt bedre ind i sagerne og finde ud af hvad det egentlig er for noget og om det egentlig overhovedet behøver at have betydning i min hverdag, at jeg (selvfølgelig) gerne vil undgå potentielt skadelige fluorstoffer i både mit og mine drenges tøj. Og ved I hvad? Det har altså været relativt simpelt, for ikke at sige super-super-let indtil videre!
Miljøstyrelsen har selv tre gode råd til at undgå tøj, som er behandlet med fluorstoffer og med dem i baghånden, har det faktisk været relativt ukompliceret.
- Gå efter tøj som er mærket Fri for fluorstoffer, PFC-fri, Fluorocarbon free, Fluorine free eller fluorfri
- Spørg efter fluorfri alternativer i butikken
- Test din viden og download en guide til, hvordan du kan finde fluorfri alternativer på www.fluorfri.dk
I videoen her kan du se hvordan det gik, da jeg forsøgte at sætte mig lidt bedre ind i den store fluorjungle og vores muligheder som forbrugere at undgå det.
En enkelt gang er jeg stødt på en ekspedient som kiggede på mig, som om jeg havde spurgt hende om hvad relationen imellem kvantefysik og snavsede vinduer er, da jeg spurgte hende om deres vandafvisende tøj indeholdt fluor, hvortil jeg hurtigt besluttede med mig selv, at det gjorde det sgu nok. Ikke fordi ekspedienten ikke vidste hvad det var, men fordi jeg ikke ved grundigere gennemgang af tøjets mærkater fandt indikation på andet og jeg tænker, at de fleste trods alt gerne vil skilte med det, hvis de passer særligt godt på både mennesker og natur.
Som en lille, men for mig ret vigtig, krølle på halen, så behøver det samtidig ikke at være spor dyrt at undgå fluorstoffer i tøjet. Jeg har for eksempel købt drengenes fluorfri flyverdragter – dem de har på, på billederne i indlægget her – i Føtex, hvor den slags altså snildt kan klares uden at aftenmenuen behøver at bestå af havregrød i flere uger efter. I virkeligheden var det lidt et tilfælde, at jeg fandt de fluorfri flyverdragter, fordi jeg faktisk troede at dén slags udelukkende hørte sig de mere dyre varianter til, men med et stort flagrende mærke hængende foran på dragterne, hvor der – godt nok med ret småt, så jeg skulle lede lidt efter det – stod at de var fluorfri. Med dét på plads, kunne jeg ikke lade være med at købe dem med hjem. Matchende endda, efter drengenes eget ønske
Jeg er ingenlunde blevet ekspert på området, men jeg føler mig langt bedre klædt på til at træffe gode, miljøbevidste valg på både egne og børnenes vegne og med 12/13 rigtige i testen på fluorfri.dk er jeg rimeligt godt tilfreds. Er der nogen af jer, der kan slå den? Smid gerne jeres testresultater i kommentarfeltet – men husk, ingen snyd!