Stort set altid, når jeg møder en gravid som har termin indenfor en overskuelig fremtid, bliver jeg spurgt, hvornår mon fødslen går igang. Jeg oplever at mange “fisker” efter om jeg ikke nok kan fortælle dem, at fødslen er ved at gå igang og selvom jeg ville ønske, at jeg ved bare at sige nogle gyldne ord, kunne sørge for det, så er sandheden selvfølgelig, at jeg ikke aner noget som helst om hvornår fødslen mon sker. Der er ikke rigtigt nogle regler på området og dem der er, kan altid gradbøjes.
Alligevel er der selvfølgelig en masse små tegn, som kan indikere at fødslen er ved at gå igang.
NI – mere eller mindre – sikre tegn på fødsel
- Slimproppen. Det er muligvis det mest ucharmerende ord i bogen om graviditet og fødsel, men ikke desto mindre, så har alle gravide altså en slimprop, som er en samling sejt slim, som igennem graviditeten har siddet i livmodermunden og beskyttet baby mod udefrakommende bakterier. Den er derfor usandsynligt snedig at have i graviditeten, men efterhånden som livmoderen gør sig klar til at skulle føde barnet, vil den ofte løsne sig og det er altså i dén forbindelse, at mange gravide vil opleve at “slimproppen går”. Der kan slet og ret komme en klump sej slim i trusserne og det føles mildest talt ret ulækkert, når det sker. Når slimproppen går, er det altså et tegn på at fødslen nærmer sig – men om det er indenfor dage eller uger, er desværre ikke til at sige.
- Tyngdefornemmelse. Efterhånden som barnet bevæger sig længere ned i bækkenet, vil de fleste gravide mærke en øget tyngdefornemmelse. Det kan – især for fleregangsfødende – sågar nærmest føles som om, at man bliver nødt til – rent fysisk – af og til at “holde på barnet” med hænderne. Det er meget forskelligt hvor tidligt i graviditeten denne tyngdefornemmelse opstår og selvom det ofte kan være et tegn på snarlig fødsel, så er der altså også kvinder, som går med denne fornemmelse i ugevis, inden baby melder sin ankomst.
- Hyperaktivitet. Du får pludselig en trang til at gå lange ture i skoven, at gøre alle køkkenskabe rene og få fikset alt dét, du har udskudt igennem din barsel indtil videre. Den slags pludselige behov kan selvfølgelig opstå for enhver, men jeg har alligevel erfaret, at det kære redebyggergen ofte kan sætte ganske udtalt ind, umiddelbart inden fødslen går igang. Som en slags underbevidsthed, der lige sørger for at alt er klar, inden verden bliver forandret med tilblivelsen af verdens dejligste baby.
- Træthed. Ovenpå hyperaktiviteten, opstår der ganske naturligt en vis træthed og det er altså her, jeg oplever, at rigtigt mange kvinder rent faktisk går i fødsel. For at kroppen kan producere veer, skal den have et højt niveau af oxytocin, som har super gode betingelser, når kroppen trives. Typisk i forbindelse med berøring, sex – og afslapning. Hermed selvfølgelig ikke sagt, at man kan forvente fødsel, hver gang man er træt, men et pludseligt øget behov for at sove, kan alligevel være en godt tegn på, at der er noget på færde.
- Diarre. I know, det lyder ulækkert, men det er ærligt talt temmeligt smart, at kroppen hos rigtigt mange kvinder, lige sørger for at komme af med det meste af den afføring der måtte være i endetarmen, inden fødslen går igang. Mange kvinder vil opleve at få mavekneb, som så sidenhen “sætter sig” som veer. Som en lille bonus, så bliver tarmen hos langt de fleste dog ikke helt tømt, så hvis jordemoderen foreslår et lavement, vil jeg altid anbefale at man tager imod det – også selvom dét heller ikke just er en fest. Slet ikke, når man har veer oveni hatten.
- Rødmossede kinder. Man kan næsten se på en kvinde, at hun går i fødsel, i timerne inden veerne starter, fordu hun blusser op i ansigtet. Næsten altid, for selvfølgelig er det ikke et sikkert tegn på at du føder om natten, hvis du vågner op med røde kinder.
- Tegnblødning. Nu begynder vi at nærme os de mere sikre tegn på fødsel. Når først livmoderen begynder at gøre klar til at producere veer, er det meget almindeligt, at der kommer noget tegnblødning. Det ses typisk i forbindelse med plukkeveer og ses som lidt øget udflåd (eller slimprop) med frisk blødning i. Det er ganske ufarligt og skyldes bare, at nogle af de små blodkar omkring livmodermunden brister, når den begynder at gøre klar til at åbne sig. Hvis der kommer en større mængde frisk blødning, skal du selvfølgelig kontakte fødegangen, men i udgangspunktet er tegnblødning helt normalt.
- Vandafgang. “Vandet er gået – nu skal jeg føde” tænker rigtigt mange kvinder og det er selvfølgelig på sin vis ganske korrekt, men faktisk betyder vandafgang ikke altid at fødslen “bare lige” er på trapperne. Mange kvinder oplever at vandet går, uden veerne starter, hvorfor en del kvinder altså ender med at få veerne sat igang med vestimulerende drop. Det gør man fordi der opstår en øget risiko for infektioner hos baby, hvis det er mere end 24 timer siden der gik hul på fosterhinderne. Så altså – hvis vandet går, er det ikke sikkert at kroppen af sig selv sørger for leverancen af en baby, men i så fald, støder der lidt hjælp til og baby er lige på trapperne.
- Veer. Hermed det eneste sikre tegn på fødsel. Ingen fødsel – medmindre man skal have et kejsersnit, selvfølgelig, i hvilket tilfælde nærværende indlæg er ganske irrelevant – uden veer. Veerne skal dog, for at man for alvor kan regne med dem, gerne være nogenlunde regelmæssige og gøre så ondt, at man ikke umiddelbart kan koncentrere sig om andet end at “være i dem”, inden man kan vide sig rimeligt sikker på, at de ikke går i sig selv igen.
… Og tilbage er der ikke andet at sige, end skide meget held og lykke. Det kan være rigtigt fedt, at føde og det allervigtigste er, at forsøge at følge med og at stole på sin krop undervejs. Uanset om den skal have lidt hjælp eller ej, så kan den – og du – godt.