Til oktober er det fem år siden jeg stoppede med at praktisere som jordemoder, efter tre års tjeneste på det vi kaldte for fødefabrikken, Hvidovre Hospitals Fødegang og stort set altid, som det næste spørgsmål i rækken efter “Hvad laver du så?“, som jeg på i hvert fald på ugentlig basis bliver spurgt om, når jeg møder nye mennesker, spørger folk, om ikke jeg savner at være jordemoder.
Mit første svar er altid, at jeg jo sådan set stadig er jordemoder, men at jeg bare ikke arbejder rent fysisk som jordemoder længere, men jeg ved selvfølgelig godt hvad folk mener. I lang tid gik jeg med oprejst pande og sagde, at jeg ikke savnede det. At mit liv var blevet meget bedre, siden jeg stoppede som jordemoder, hvilket i bund og grund også er sandt, omend det er en sandhed med modifikationer. For jo, gu savner jeg at være jordemoder.
Jeg savner den helt særlige og meget fine menneskelige kontakt man får, når man sidder på sengekanten hos en fødende, som har brug for støtte og omsorg fra et fremmed menneske, som både fagligt og menneskeligt kan rumme det hun går igennem. Jeg savner nærværet, de store følelser, intimiteten, forståelsen af andre mennesker og selvfølgelig dét faktum, at jeg som jordemoder ganske beskedent hjælper kvinder til at bringe liv til verden. Jeg savner forløsningen, glæden, tårerne og den lillebitte fødselsdagssang jeg gjorde en dyd ud af at synge, på de dage hvor tiden og overskuddet var til, at det var mig, der serverede den lille bakke med ristet brød og saftevand, efter fødslen. Jeg savner det pissemeget, faktisk. For mig selv, personligt.
Til gengæld savner jeg ikke dét, det gjorde ved min familie.
Den sommer, hvor jeg besluttede at sige op som jordemoder, var én af de værste i mit liv. Vi var lige flyttet i hus i Valby, hvor vi gik byggede terrasse og forsøgte at anlægge den have, som skulle danne rammen om de næste mange år af vores liv, da jeg pludselig blev ramt af muren. Den famøse mur, som gjorde mig træt helt ind i knoglerne og som gjorde, at jeg pludselig ikke længere fandt den store glæde ved mit arbejdsliv, som jeg ellers havde opbygget en stor del af min identitet op omkring.
Jeg var året inden blevet mor for første gang og sommeren vi gik i møde, var altså den første nogensinde, hvor jeg både skulle håndtere lukkedage i institutionen, arbejdsplaner og en mand, som selvfølgelig skulle spille festivaler stort set alle weekender.
“Vi behøver ikke at rejse om sommeren, hvor der alligevel er dejligt at være hjemme i Danmark” havde jeg altid sagt, når jeg til stor glæde for mine kollegaer lagde min ferie i september, men pludselig var det forandret. Jeg havde brug for en masse fridage dén sommer. Særligt i weekenderne, hvor min mand ikke var hjemme og alle bedsteforældre i øvrigt boede 300+ kilometer væk fra mig og min 1-årige, som jo for fa’en skulle passes. Og så kom den. Bomben. Ledelsen der meldte ud, at de dét år havde besluttet at alle jordemødre skulle have mulighed for at få hele to ugers sammenhængdende sommerferie, hvis bare vi indvilgede i, at arbejde lidt flere timer i alle de andre uger. Alle de andre uger. Jeg brød grædende sammen den aften, da jeg kom hjem.
Det blev til to ugers sammenhængende ferie til gengæld for en knap-50-timers arbejdsuge i fire-fem andre uger. Fire-fem uger, hvor jeg forgæves forsøgte at bytte mig til lidt weekendfri og hvor jeg af til endte med sygemeldinger, simpelthen fordi jeg ikke kunne følge med. Det var frygteligt! Min mand og jeg skændtes konstant og mit hjerte var ved at gå i stykker over at jeg ikke bare kunne sætte mig på græsset med min lille søn og være den mor, som jeg drømte om at være. Den nærværende mor, som ikke hele tiden skulle tænke over kommende vagter og weekender der ikke kunne hænge sammen og helligdage, lukkedage og skide juleaften, som jeg ikke kunne være sikker på at være hjemme til. Og pludselig, blev det for meget.
Så jeg sagde op. Skreg op, vel nærmere.
Ikke fordi jeg ikke kunne lide mit arbejde, som jeg elskede, men fordi det ødelagde resten af mit liv.
Men selvfølgelig savner jeg det arbejde, som jeg elskede så højt. Jeg elsker bare mine børn og min familie mere.