Jeg havde ikke tænkt på dem i mange år, da de pludselig stod på et bord foran mig, sammen med en masse andre ting. Lamper, gamle telefoner og farvede glas i massevis, som stod til salg ved den lille bod på loppemarkedet.
Det var min mors.
De var to gamle metalæsker, med bulede låg og sirlige blomster på siderne, der, udover blomsterne, var pyntet med guld, havde prydet mine barndomshjem, så langt tilbage jeg kan huske. De passede ikke just ind hjemme hos mig, men der var ingen tvivl, da jeg så dem. De skulle med hjem. Selvfølgelig.
Jeg har boet mange forskellige steder i mit liv og da jeg forleden loggede ind på borgerservice og talte efter, kunne jeg se, at jeg har skiftet adresse intet mindre end 25 gange i mit liv. De mange flytninger har i sagens natur gjort mig en lille smule rodløs, hvilket I der har læst med her hos mig længe, formentlig også vil kunne genkende blandt andet i kraft af at jeg har blogget i både syd, øst, og oversøisk, sådan bogstaveligt talt.
De mange flytninger har selvfølgelig betydet, at mine barndomsminder i høj grad er splittet ud over flere hjem og at jeg derfor, når jeg tænker tilbage, nærmest ikke har en relation til nogle af de hjem jeg havde engang, andet end selvfølgelig det faktum, at jeg delte dem med mine forældre og min bror. Stuerne blev skiftet ud sammen med møblerne, farverne på væggene og naboerne, som vi vist nogle af stederne havde et noget anstrengt forhold til. Og pludselig stod de der, de to gamle metalæsker og bandt alle mine barndomshjem sammen. De var med over det hele. I det ene hus stod de i stuen og fungerede som opbevaring for spillekort og ledninger. I det andet stod de på kontoret og blev vist brugt til at gemme kvitteringer og den slags i. Og så kom de ud i køkkenet og blev til småkagedåser og dåser til konfekt, når det var jul og garanteret alt muligt andet, som jeg ikke har anet noget om, fordi jeg var barn og fordi det jo bare var et par metalæsker. Men de var der altid.
De var svære at åbne, husker jeg, og især i den periode hvor der var småkager i dem, husker jeg hvordan jeg brugte lang tid på at lirke lågene af, ved at rykke dem lidt op side for side, indtil de sagde verdens mest befriende “svup” og duften af småkager – oftest finskbrød, som var min mors favorit, bredte sig lynhurtigt til mine hungrende smagsløg.
Og nu stod de der. På loppemarked, tre dage før min termin med Peter, mit andet barn.
Jeg købte dem for 20 kroner.
Min mor, som var vært for loppemarkedet, der samlede ind til et godt formål, grinede af mig, da hun så jeg kom stavrende med de to gamle blikdåser. “Kan du så godt lide dem?” spurgte hun med et smil. “Det skulle jeg da have vidst – så havde du jo bare fået dem.”
Jeg kunne egentlig ikke lide dem bedre end så meget andet på det loppemarked, men jeg kunne ikke lade dem gå til en anden, fordi de pludselig stod som et symbol for mine mange hjem, min barndom og min mor, som havde passet på både dem og på mig, i alle de år. Måske var det bare fordi jeg var højgravid og sentimentalt, men de føltes pludseligt meget vigtige, de æsker.
Min mors æsker.
De mindede mig om, hvad det er mødre kan og om hvordan minder skabes og selvom de i dag bare står – helt tomme – på en hylde i soveværelset, så elsker jeg dem, mine æsker. Min mors æsker – og vistnok det eneste jeg har med mig fra min barndom, i sådan fysisk forstand.
Æskerne med minderne om min mor, som hun ikke anede de besad. For hende var det bare gamle æsker, som trængte til et nyt hjem og for mig var de pludselig kærlighed.
Sådan er det med så meget, tænker jeg. Kærlighed kan have mange former.