Udover at være sød, sjov, klog og til tider også træt, så har hun også født, min nye praktikant, som normalt blogger HER. En fødsel, som jeg, da hun fortalte mig om den (som alle kvinder i øvrigt til min store fornøjelse gør, når de opdager at jeg er jordemoder), straks bad hende om at nedfælde, så I også kunne få glæde af at læse den.
En fødselsberetning starter vel med nogle veer!?? Jeg fik dem selvfølgelig også, de små ‘jærverder’, som gør, at man lige stopper op og tænker ‘hmm, er det mon ved at være nu‘. Jeg havde ikke haft plukveer i min graviditet, så jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente, og for at være ærlig, så havde jeg regnet med, at det var noget værre. Jeg holdt dem (‘jærverderne’) lidt for mig selv i nogle timer, men om eftermiddagen sagde jeg til min kæreste Jonathan, at der var ved at ske noget. Som førstegangsfødende havde jeg pakket en madkurv med alverdens lækkerier, som jeg skulle indtage på hospitalet, imens vi ventede på vores levering, og jeg havde også pakket en lille taske med skiftetøj, store natbind og en tandbørste. Så alt var timet og tilrettelagt – jeg var klar! Jonathan og jeg gik en tur i skoven ved 18-tiden med vores hund Wilma. Hun skulle jo måske være lidt alene hjemme nogle timer, stakkels Wilma <3 Turen var kort, men tog lang tid og jeg måtte holde pauser, når ‘jærverderne’ strammede til. Senere lavede Jonathan spaghetti bolognese og det smagte på sin vis dejligt, men ikke så snart efter måtte jeg over og ligge på sengen – med benene krøllet op under mig (så meget, det lader sig gøre, når man har en kæmpe vom). Jeg begyndte at bruge min ve-app ‘Contractions’. Her skulle jeg blot trykke på en knap, når en ve startede og var overstået. Jeg havde noteret mig, at jeg skulle ringe til sygehuset, når mine veer varede over 1 minut, når der var ca. 5 minutter imellem og når de var regelmæssige. Det blev mine aldrig. Til sidst var der godt nok kun 2-3 minutter imellem, men de varede kun omkring 30 sekunder, men så kom den næste ve først 10 minutter efter og varede 8 sekunder. Jeg ringede og forhørte mig, og damen lød ikke imponeret. Jeg lagde mig igen. Nu kom bolognesen… op igen! Så der lå jeg, og kastede spagetti bolognese op i helt uperfekt fosterstilling. Til sidst var det ikke så sjovt. Der var heller ikke mere bolognese tilbage nede i maven, så det begyndte at gøre nas at kaste op. Vi blev enige om, at vi måtte tage hen på hospitalet og få et smertestillende kit og så tage hjem igen. Jonathan ringede derhen og de sagde, at de gerne ville se os, hvorefter han gik ud for at pakke madkurv og weekendtaske i bilen. Lidt efter kom han tilbage. Jeg fornemmede godt, at han stod lidt og trådte sig selv over tæerne. Alt var fint, sagde han. Helt tip, top. Bagagen var i bilen og han var heeelt klar til at tage afsted. Men der var et lille hick’up. Et lille problem. En detalje. Bilen ville ikke starte…
Den havde gjort det én gang før, den lille kælling. Vi var på besøg hos Jonathans forældre i Tisvilde og da vi skulle hjem, var bilen bare helt død. Vi kører en spand af en Peugeot Partner, som vi erhvervede for DKK 19.000. Det er ikke en pæn bil og primært jeg er ikke speciel stolt af den. Men den er faktisk god at køre og praktisk og fordi den er så rummelig, så er den da også blevet straffet med affald og byggematerialer i stor stil. Vi er i gang med et grandiost byggeprojekt derhjemme. Men nu var det dens tur. Nu blev VI straffet! Man kunne skubbe bilen i gang, men jeg var ikke i nogen som helst tilstand til at skubbe en bil i gang, så hvad gør en klog!? Vi ringede til mine forældre, som alligevel skulle komme og hente Wilma (hunden), så den ikke skulle ligge og sulte, imens vi legede far, mor og barn. Klokken var 01.00 om natten, før de kom, men de kom og fik os skubbet i gang og vi kørte hen på hospitalet.
Det viste sig, at jeg skulle direkte ind på briksen og i gang med at føde mit barn. Jeg var på en måde allerede i gang, så jeg fik ikke rigtig lejlighed til at drikke mine colaer og spise mine kanelgifler. Det hele kom alligevel også bare op igen. Jeg pressede og brækkede mig, pressede og brækkede mig. Jonathan stod for fremholdning af brækposer og væk-tagning af brækposer, så der var nok at gøre. Fødslen gik fint, tror jeg – jeg har ikke noget at sammenligne med. Men barnet havde det hele tiden godt. Den lå bagved fosterhinden og var ikke påvirket sønderligt af mit presseri. Til sidst måtte de prikke hul på fosterhinden, eller klippe hul havde jeg indtryk af. SLASK lød det. Til sidst kom de med den væmmelige fjerkræssaks. Jeg er tidligere rytter og de sagde, at der var bare alt for mange muskler i bundregionen til at det kunne lade sig gøre for barnet at komme ud uden. Men det var virkelig ingenting i sammenligning med, hvad der ellers foregik dernede. ‘Du skal næsten lige prøve at kigge‘ sagde den søde jordemor hen imod slutningen. Og jeg kiggede. Der stak et lille troldehoved ud af mit skræv. Med fedtet hår. Det var skræmmende og ikke et syn jeg ligefrem satte pris på. Ud over at jeg forstod, at nu var der ikke så langt igen, og det var selvfølgelig dejligt nok. Kun et sæt skuldre, så var vi der!! Og de kom heldigvis også ud. Med en glidende fornemmelse, som mærkedes som om, tidevandet tog hele mit underliv med ud. For mig var det en helt vild følelse at få den lille pige – viste det sig – op til mig. HELT fremmed og slet ikke så ‘love at first sight’ agtigt, som jeg havde læst om. Men jeg blev overmandet af et behov for at passe på hende – den lille baby. Det kom hun til at hedde de næste par måneder, indtil vi vidste hvad hun var for en lille én…